Arbejdsopgaver i en Corona-tid
Hvordan bruges tiden i disse anderledes tider ude i driften? Er der fuld drift, er medarbejderne hjemsendt eller er der mulighed for at presse andre opgaver ind i hverdagen, nu hvor Corona har lukket breddeidrætten? Jeg har været en tur rundt i landet for at høre, hvad driften går og laver.
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Sten Bartelsen, Teamleder, Slagelse Kommune
Alle medarbejdere er på snetjenesten nu. Jeg kører selv på den ene kunstgræsbane, som vi har åben for U17 og U19. Før der kom sne, havde vi mandskab til at efterse drænene på vores tennisanlæg og vi nåede at spule alle dræn på anlæggene. Det er opgave, som vi ellers har skubber foran os i lang tid, da der ikke har været akutte problemer med drænene. På vores tennisanlæg har vi 50 år gamle dræn og det har været godt at få dem ordnet.
Dorthe Riber, Teknisk Serviceleder, Rudersdal Kommune
I starten var vi hjemsendt og kom ind på skift for at holde øje med de forskellige ting. Nu er vi alle på arbejde igen. Vi møder ind på forskellige anlæg, så vi ikke er for mange sammen.
Ellers har vi været flyttemænd for Rudersdals Museer. Vi har haft opmagasineret kasser for museet, som vi nu har flyttet. Kunstgræsbanerne var egentlig lukkede, men klubberne klagede til borgmesteren, så nu har vi åbnet banerne igen og har derfor snevagt på dem. Vi har opdelt banerne i 4 dele og der må være 5 personer på hver fjerdedel af banen. Så har vi jo ryddet sne og saltet på parkeringspladserne og fortovene ved testcentrene.
Henrik Hartington, Teamleder, Køge kommune
Jeg har normalt 16 mand i driften, 9 på Køge Stadion og resten til driften ude i byen. Breddeidrætten har jo været lukket ned, så vi har været delvis nedlukkede med 5 til 6 mand på arbejde. Fra på mandag åbner vi op for spil på kunstgræsset igen, så lige nu rydder medarbejderne sne på banerne, da vi fik 6-10 cm sne i går.
I byen gør vi normalt rent 3 gange om ugen – mandag, onsdag og fredag – og i denne periode har der ikke været særligt meget at lave, da der ikke har været folk i byen. Ellers plejer vi på denne tid af året at gå og beskære læhegn. Den opgave har også været på standby, så der er vi kommet lidt bagud. Jeg tænker, at medarbejderne nu får hver deres maskine og bil. Så kan én gå og flishugge imens en anden beskærer. På den måde kan de holde afstand.
Thomas Vad Holm, Områdeleder, Fredericia Kommune
Lige nu har vi jo snerydning og glatførebekæmpelse. Jeg har 2 mand på sporten, som er hjemsendt, men ellers har vi ret travlt. Det er lidt atypisk for sæsonen. I forbindelse med Corona, har vi fået midler til at effektivisere driften på de grønne områder ude på skolerne. Skolerne fra 70´erne og 80´erne, er ikke tidssvarende med hensyn til driften. For 40-50 år siden var der økonomi til at 2 personer gik og hakkede og ordnede udenomsarealerne på skolerne. Det er tiden løbet fra. I dag har vi drift-hold, der kører rundt til alle skoler, og driften skal være effektiv. Vi fjerner højbede, blomsterkummer og rosenbede og etablerer græs, som hurtigt kan køres over med en maskine eller vi lægger nogle belægninger og sætter nogle bord-og bænke sæt, så de unge mennesker har et sted at opholde sig. Så spuler vi dræn og beskærer hegn. Jeg har også en mand, der går og laver muldvarpebekæmpelse.
Belinda Turner, Driftsleder, Silkeborg Kommune
Vi har fuld drift, hvor vi beskærer læhegn og ordner løbebaner for ukrudt. Vi ukrudtsbrænder ukrudt flere gange om året, men gemmer den sidste behandling til nu. Vi synes, vi får en god effekt af behandlingen, da frosten og blæsten er med til at udtørre ukrudtsplanterne. Der er også en anden gevinst for os lige nu med frostvejret. Det er nemmere for os at komme ind på arealerne med maskinerne og få fjernet alle de afskårne grene. Det er medarbejder glade ved, da det giver mindre manuelt arbejde med at trække grene ud. Derudover har vi ordnet net og efterspændt mål. Så har vi haft en ekstraopgave med at etablere et vaccinationscenter på det gamle Jehovas Vidner Stævneplads, som er et kæmpe område.