I det sidste nummer af nyhedsbrevet var der en introduktion til test af breddebaner. Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål. Hvad er relevant af registrere? Og hvad kan registreringerne bruges til? Hvor meget tid giver det mening at bruge på registrering, set i forhold til den nytte, som disse data kan give? Det er en balance. Her mener jeg, det er afgørende at turde forenkle for ikke at drukne i tidsforbrug og mange tal. For at komme nærmere denne balance skubbede Odense Kommune processen i gang ved at sende Kurt Lundsgaard, Egekærslund A/S og undertegnede ud for at teste baner.    

Af Asbjørn Nyholt, hortonom og græskonsulent

I den LIGA BANETEST, som bruges i forbindelse med licenskravet i Superligaen, er registreringerne en blanding af måling og vurdering efter en skala. Det var derfor spændende for mig at afprøve, om en vurdering efter skala også kunne bruges på kommunens boldbaner og om det gav mening for Kurt, når han ikke havde været med i forløbet på stadions i Superligaen.

Vurdering efter skala

Vi valgte at splitte vurdering af ukrudt op i 7 undergrupper: Græsukrudt, mælkebøtte, kløver, vejbred, vejpileurt, bellis og andet ukrudt. For det tokimbladede ukrudt brugte vi følgende graduering:

Vi lavede testen som en blanding af målinger og vurdering på 10 baner i Odense Kommune:

• 2 Meget hårdt belastede baner
• 3 Opvisningsbaner
• 3 Træningsbaner
• 2 Vinterbaner/lysbaner

Vi valgte altid at lave vurderingerne af ukrudtsbestanden sammen. For mig var det befriende at opleve, hvor hurtigt Kurt fangede systemet og at vi ikke var uenige om at bruge gradueringen. Det sværeste i praksis var at huske hvilken score, som var god eller ringe. Vi fik hurtigt formuleringen imellem os: ”Det scorer højest, når vi bliver mest lykkelige!” Så forduftede tvivlen.  

Hvad så vi?

Vi vurderede banerne i tre zoner, hvor zone 1 er, hvor man kører ind med maskineri, zone 2 midt på banen og zone 3 i det fredelige bageste hjørne. Mængden af slid på græsset og komprimering af vækstjorden giver et billede af, hvad det forskellige ukrudt kan tåle. Registrering på 10 baner giver ikke videnskabeligt sikre data, men der er nogle tendenser.

På vinterbanerne med lysanlæg fandt vi hverken kløver eller bellis. De tåler ikke det kraftige slid uden for vækstsæsonen. Hvis jorden bliver komprimeret, får vejbred og vejpileurt en konkurrencefordel og bestanden eksploderer. Derimod så vi ikke mere enårig rapgræs på vintertræningsbanerne end på de øvrige baner.

På de to meget hårdt belastede baner køres der med et højt plejeprogram med årlig dybdeløsning og gødningsniveauet er bl.a. sat op. Under denne forudsætning, at vækstjorden ikke klemmes sammen, så vi, at stort set alt ukrudt slides væk. Rajgræs og engrapgræs har en højere slidstyrke end ukrudtet. Det gælder også for enårigt rapgræs. Der var typisk lidt kløver tilbage i zone 3, hvor sliddet var mindst. På de øvrige baner så vi også generelt mere kløver, bellis og mælkebøtte i den fredelige zone 3. 

En anden læring blev, at på en topskåret træningsbane, hvor etableringen af græstæppet havde drillet, havde enårigt rapgræs taget over. Det sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at vi ikke giver enårigt rapgræs et forspring, når vi sår. Spiringsforholdene skal være optimale for rajgræs og der skal sås med det samme. Alternativt skal arealet trækkes over igen, så de små spirer af enårigt rapgræs kan tørre ud, inden der sås med kulturgræs.   

Det bliver spændende at følge tilpasningen og udbredelsen af test på breddebaner i de kommende år. Der vil formodentligt gå nogle år, hvor der høstes forskellige erfaringer rundt i landet med den svære balance mellem indsats og udbytte, inden metoden finder sit leje.