16 maj 2022

Besøg naboen, spark lidt dæk og få en snak – ERFA-møde i Nordjylland

Onsdag den 6. april holdt Park og Vej, Hjørring Kommune ERFA-møde, hvor Aalborg Kommune kom forbi i forbindelse med et opstartskursus på Sandmosen. Vejret viste sig fra sin vinterlige side med snevejr, så det gav god anledning til at udveksle erfaringer i maskinhuset. Det blev til en rigtig god snak mellem de to kommuner om alt fra gødningstyper og mængder, græsklipning og maskinvalg og meget andet.  

Af Lars Vandkjær, Skov- og landskabsingeniør, Park og vej, Hjørring Kommune

Onsdag den 6. april var der ellers lagt op til den helt store fremvisning af fodboldbaner og demonstration af grej til klargøring af disse i Hjørring Kommune. Årsagen var besøg af græsfolkene fra Aalborg Kommune, der havde meldt deres ankomst i forbindelse med et opstartskursus på Sandmosen. Men, men, april ville det anderledes og på dagen for besøget åbnede himlen sig og malede græsset hvidt. Så var der ligesom ikke basis for at kigge på græsbaner og køre med maskiner. Lidt ærgerligt når nu der var gjort klart til den store demo.

Hjørring Stadion klædt i hvidt onsdag den 6. april 2022

Vanedannende at arbejde med græs

I stedet blev det til en rigtig god snak kommunerne imellem om alt fra gødningstyper og mængder, græsklipning og valg af maskintype og udfordringerne ved samarbejde med Idrætsklubberne. Konklusionen på den snak blev, at nok er vi forskellige, men der er alligevel mange ting, som vi gør ens. Årsagerne hertil kan være forskellige, det afhænger tit af det grej man lige har til rådighed. Det var også fantastisk, at der fra begge kommuner sad folk med mere end 40 års erfaring, en god indikation på, hvor vanedannende det er at arbejde med græs.

Valg af klippemaskine

Efter kaffe og snak blev det tid til at gå i maskinhuset og sparke dæk. Det er noget alle græsfolk kan forholde sig til. Her gik snakken også lystigt omkring cylinderklipper kontra rotor- og slagleklipper. Hjørring Kommune kører med rotorklipper, som de skiftede til i 2019 efter i flere år at have kørt med slagleklipper, et bytte de er godt tilfredse med, men resultatet af klipningen hænger også sammen med knivtype, slibning og antal klipninger om ugen. Det er ikke bare et spørgsmål om klippetype.

Hvordan forårsklargøring?

I Hjørring har vi lidt forskellige tilgange til klargøring af banerne. En af måderne er strigle og efterfølgende sugning, som især bruges, hvor der har været meget nedfald af blade og småkviste. Ellers bruger vi SISIS multi-maskine, men også alm. slæbenet og strigle alene. I år har der været ret kort tid til at få klargjort banerne, især fordi vejret har været så omskifteligt, med sen nattefrost, sne og i starten af april også meget nedbør.

Kom ud og mød naboen

Efter maskinhuset gik turen til Hjørring Stadion, banen stod knivskarp og helt hvid. Med udsigt til banen blev sandwicherne indtaget og der blev gjort status over besøget. Der var bred enighed om, at det er rigtig godt og komme ud og se og høre, hvordan andre gør det. Man bliver beskæftiget i, at nok er der forskelligheder, men i bund og grund gør vi det jo på sammen måde og det er de samme udfordringer vi står overfor. Det var mit indtryk at folkene fra Aalborg havde en god tur. Fra Hjørring kommunes side skal der lyde en tak, og hvem ved næste år er det måske os som står i Aalborg og ser på græs og maskiner. Der skal i hvert tilfælde være en stor opfordring herfra til og komme ud og besøge naboen, spark lidt dæk og få en snak.

Der blev udvekslet mange erfaringer om gødningstype, valg af klippemaskine, forårsklargøring med mere på ERFA-mødet hos Park og Vej, Hjørring Kommune.