30 sep 2017

Den gule klipsemaskine

Demonstration af AutoTurf den 28. august 2017

På vej ind på Dyrskuepladen i Odense, ser jeg den på afstand. Den ligner mest af alt en stor gul klipsemaskine på hjul. Der er ingen mennesker ved siden af den, men den tygger sig bare igennem græsset bane op og bane ned. Det ser meget fremtidsagtigt ud.

Inde på pladsen møder jeg Kennet Lott, som har udviklet AutoTurf. Han er allerede godt i gang med at svare på spørgsmål fra 20 spørgelystne mennesker, som er mødt op i dag. De vil vide mere.

Maskinen kan som udgangspunkt købes i to varianter. BaseTurf til mindre og mellemstore arealer med terræn op til +/- 15 % grader, pris ca. 680.000 kr. og så den store FlexTurf, der er klar til de helt store arealer eller hvor der er krav om et udvidet værktøjssortiment, terræn op til +/- 30 grader, pris 800.000 kr. Maskinen skal programmeres første gang den er på et område. Her skal den overvåges af en fører. Herefter klarer den selv opgaven.

I dag er jeg er en kylling. Jeg stiller mig blot op ved sidelinjen af kørebanen for at se, hvor farlig den er. Da maskinen nærmer sig tager den stille og roligt farten af. Hvis jeg kommer meget tæt på, stopper den helt. Det er egentlig en ganske behagelig oplevelse. Andre er mere modige. Per Kirkegaard, Halsnæs Kommune, er den modigste. Per stiller sig op midt i maskinens kørespor og bliver stående. Da maskinen kommer helt tæt på, holder vi alle vejret, og puha heldigvis virker sensorerne og maskinen stopper. Per smiler lettet.

Maskinen er foreløbig solgt til Sønderborg og Københavns Kommune. Til uge 2 seminar i det nye år kan du høre mere om de første erfaringer med maskinen.