16 maj 2019

EKSTREM DRÆNINGSKAPACITET

Mulden er rømmet af og entreprenøren er godt i gang med anlæg af den nye træningsbane til det danske fodboldlandshold på Teglpark Stadion, Herning Fremads hjemmebane. Banen anlægges som en hybridgræsbane med kunstgræsfibre som sys ned i vækstlaget. Opbygning af selve vækstlaget sker efter en engelsk model.
Foto Asbjørn Nyholt

Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD

Entreprenørens store maskiner brummer lystigt på Teglpark Stadion. Mulden er nu rømmet af og drænlaget er ved at blive udlagt.

Opbygning af drænlag
Banen opbygges efter en noget anderledes model end vi ellers er vant til herhjemme. Inspirationen til opbygningen er hentet i England. Den nye bane er defineret som en vintertræningsbane og det altoverskyggende tema har været, at banen skal kunne tage vand og dræne ekstremt godt. Kravet til banen er, at den skal kunne dræne 250 mm vand/time. Hvilket er en hel del mere end kravene vi kender fra NOVA 2015, hvor stadions på eliteniveau bør kunne dræne ca. 150 mm vand/time.

For at opnå denne drænende kapacitet opbygges vækstlaget med et øvre og et nedre drænlag og andre sandstyper end vi ellers er vant til. Stabsleder hos DRIFT, Herning Kommune, Anders Nielsen fortæller: Det er afgørende at sand, grus og vækstlag kan ”tale sammen”. Opbygningen skal sikre, at vandet kommer væk fra overfladen, men samtidig også sikre, at der er tilgængelig vand til græsplanterne.

Ud over den specielle opbygning af vækstlaget opbygges banen med kuvertfald, så vandet også ledes væk sideværts fra banen.

Med nål og plastfibre
Til banen er valgt en syet model med hybridgræs. Anders Nielsen fortæller: Vi har valgt den syet model fordi det er altafgørende, at vi får en uforstyrret vandgennemstrømning ned igennem vækstlaget. Herhjemme ser vi nu flere hybridbaner, hvor der er problemer med et hængende vandspejl i toplaget. Det giver problemer med stående vand og fedtede overflader. Det håber vi på at kunne undgå ved at vælge den syede løsning i stedet for en tæppeløsning med hybridgræs. Og Anders Nielsen tilføjer: Vi holder tidsplanen og forventer banen er færdig den 1. oktober, hvorefter den tages i brug.