18 dec 2018

Erfaringer med LED lys

På Himmelev Idrætspark fik de opsat LED lys sidste år som en forsøgsordning sammen med DTU Futonik. Jeg har spurgt driftsleder Rasmus Piil og parkforvalter Camille Mortensen fra Roskilde kommune, hvilke erfaringer de har høstet med brugen af LED lyset (Foto NorthLED)

Af Karin Normann, sekretariatet, GAD

Hvilke erfaringer har I fået med brugen af LED lys?

Rasmus Piil: Jeg synes, det fungerer rigtig godt. Når vi tænder for lyset, så er det der bare. Klubben har ikke klaget over noget. Vi har stadig det gamle lysanlæg med halogenpærer ved siden af banen med LED lys. Det er tydeligt at se forskelle i lysniveauet på banerne. Der er meget mere lys på banen med LED. En anden tydelig forskel mellem de to lysanlæg er, at det gamle lys giver måske en 1/2 gang mere lys uden for banen. LED lyset er næsten inden for hegnet.

Camille Mortensen: Det er klubberne selv, der i det daglige står for at tænde og slukke lyset, når det skal bruges sportsmæssigt. En af de gode ting ved LED lys er, at man kan slukke og tænke for lysene, som man vil, det er ikke nødvendigt at lade lamperne køle ned, før man tænder dem igen. Det betyder, at hvis klubben er i tvivl om, der kommer nogen på banen og skal spille, så slukker de bare for lyset, for der sker ikke noget ved at tænde det kort tid efter igen.

Anlægget i Himmelev ligger lige ved siden af gymnasiet, så der er ikke beboelse tæt på, men da anlægget ligger højt i landskabet kan lyset fra banerne ses ud til Trekroner og være generende for beboelserne derude. På kunstgræsset i Himmelev og et par andre lysanlæg har vi lavet en SMS-styring, det betyder, at de baneansvarlige kan slukke for lyset, hvis andre har glemt det. På den måde har vi minimeret lysforureningen til omgivelserne.

Himmelev-anlægget er et anlæg, hvor der som del af et forskningsprojekt er arbejdet ekstra indgående med at holde lyset på banen. De enkelte dioder er i modsætning til ”almindelige” LED-lysanlæg finjusteret. Det er den optimale løsning til idrætsanlæg, der ligger bolignært og /eller med mange spilletimer. Denne type anlæg er etableret på én bane mere.

Vi har i Roskilde i dag også ”almindeligt” LED-lys på flere multibaner og 1 anden 11-mandsbane og et skateranlæg, inden vinteren er omme, forventes metalhalogen fra yderligere 2 baner skiftet til LED.

Hvis du har interesse i at se droneoptagelser af LED lysanlægget på Himmelev Idrætspark ved forskellige lux-løsninger kan du se mere på reklamefilmen fra NorthLED her