26 mar 2021

Flere idrætsklubber vil udendørs

Den anden stor nedlukning af Danmark ser nu heldigvis ud til at lakke mod enden. Forårets store genåbning skulle nu være på plads. I denne artikel tager jeg tråden op fra sidste nyhedsbrev og tager en snak med tre kommuner om konsekvenserne af nedlukningen og udfordringerne med genåbningen, hvor flere idrætsklubber søger udendørs.   

Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD, Foto Asbjørn Nyholt

Niels Peter Brændeskov, Teamleder, Materielgården, Vejle Kommune

Hvilke konsekvenser har nedlukningen haft for jer?

Da der blev trykket på den store knap og Danmark blev lukket ned sidste år i marts måned, blev vi alle hjemsendt her på materielgården. Lederne arbejdede hjemmefra, men det kunne driftsfolkene jo ikke. De første driftsfolk var dog allerede tilbage efter blot 3 dage, fordi vi hurtigt oplevede, at affaldsspandene inde i byerne flød over, fordi de ikke blev tømt.

Vi blev også ret hurtigt bedt om at vurdere alle vores arbejdsopgaver og tage stilling til, hvilke opgaver der var kritiske og som skulle laves.  I forhold til boldbaner og parker lavede vi en knaldhård cost-benetif analyse på, hvad effekten af en nedlukning ville koste, hvis vi ikke kunne drifte banerne og måske risikerede, at skulle lægge dem om. Det betød, at vi kort tid efter var i normal drift igen.

Vi måtte løse udfordringerne med, at medarbejderne ikke kunne køre sammen i driftsbilerne og vi bad enkelte om at køre i egen bil for, at vi kunne overholde myndighedernes krav. Vores driftsfolk oplevede, at de fik mange spørgsmål fra borgerne, når de var på arbejde. Det gjorde nogle af dem lidt utrygge. Vi fik derfor lavet refleksveste til vores medarbejde, hvor der stod ”Hold afstand for din og min skyld”. Det gav medarbejdere en større tryghed, når de var ude blandt borgerne. Ideen var en vi tyvstjal fra Nordfyns Kommune.  

Hvilke udfordringer har I lige nu i forbindelse med den gradvise genåbning?

Lige nu vil klubberne gerne bruge parker med store græsflader og boldbaner til at træne på. Vores bestiller har bedt os om at understøtte klubbernes behov og vi har derfor en mand, der går og streger banerne op med en robot, så spillerne kan overholde afstandskravene. Vi siger til klubberne, at de selv har ansvaret for at overholde kravene, det går vi ikke ind i.

Vi forsøger, at gøre alt det vi kan for at holde smitten nede med afspritning af biler og materiel. Her i løbet af foråret kommer der en testbil ud til os en gang om ugen. Her kan medarbejdere få lavet en PCR-test. Det er der langt over halvdelen af medarbejderne, som takker ja til.

Kim Tøttrup, Entreprenørenheden, Aalborg Kommune og Erik Johnsen, Park og Natur, Aalborg Kommune

Hvilke konsekvenser har nedlukningen haft for jer?

Kim Tøttrup fortæller: I Aalborg Kommune har mark-personalet været hjemsendt på et tidspunkt, men administrationen har ikke været lukket ned, da arbejdet er blevet varetaget hjemmefra. Vi har da været udfordret på logistikken omkring at køre rundt, da vi ikke har haft biler nok til vores personale, da der kun måtte være en mand i hver bil på grund af afstandskravene. Vi har derfor også bedt enkelte medarbejdere om at køre i egen bil og så har de fået km penge for kørslen. I det store hele har Corona dog ikke forhindret os i at løse vores opgaver. 

Hvilke udfordringer har I lige nu i forbindelse med den gradvise genåbning?

Svømmeklubben og en håndboldklub har spurgt, om de kunne få et udendørsareal til noget træning. Ellers er forholdene, som de plejer at være her hos os. Fodboldbanerne åbner efter påskeferien, hvis vejret holder. Jeg skal lige ud og mærke på banerne, om de er tørre nok. Vores fodboldklubber er så godt opdraget, at de ved, at de ikke får lov til at komme ud på banerne før forholdene tillader det, afslutter Erik Johnsen.

Jesper Lyngsøe Christensen, Leder af Idræt og anlæg, Helsingør Kommune

Hvilke konsekvenser har nedlukningen haft for jer?

Det er lidt paradoksalt. Trods pandemien andre steder i samfundet, så har vi aldrig haft så meget at lave før. Vi har udnyttet tiden til at optimere på alle vores udendørsanlæg. Vi har delt sjakket op og så har de fået hver deres anlæg at arbejde på. Her har vi ryddet op i bevoksninger, som er sprunget i skov, så vi har fået lavet idrætsanlæg, som er mere åbne og attraktive for klubberne.

Vi har også brugt tiden på at optimere på vores samarbejde med klubberne. Her i Helsingør har vi et motto som lyder: Sammen skaber vi et godt idrætsmiljø. Vi har ikke et klassisk kunde-/leverandørforhold med klubberne. Vi arbejder efter, at vi alle skal bidrage med det vi kan, for at skabe et godt idrætsmiljø. Helt konkret har vi været inde og gennemgå og optimere på driftens opgaver. Hvad skal driften levere og på hvilke tidspunkter? Samtidig har vi også set på, hvad klubberne selv kan bidrage med og skal levere?

Sammen med klubberne har vi f.eks. besluttet, at vi skal lave en håndbog for trænerne. Vi vil gerne give trænerne en håndbog i, hvordan de bedst kan være med til at passe på banerne, f.eks. hvordan de fordeler sliddet på banerne. Idéen til håndbogen opstod sidste år, da vi var til ERFA-møde i Århus og hørte målmandstræneren Nikolai Pold fortælle om det samarbejde klubben og deres groundsman har i AGF.    

Hvilke udfordringer har I lige nu i forbindelse med den gradvise genåbning?

Lige nu ordner vi tennisanlæg og er så småt ved at gøre klar til at gøre banerne forårsklar.

Har I oplevet øget interesse fra diverse klubber for at komme på græs?

Vi har faktisk ikke oplevet et ekstra pres fra fodboldklubberne for at komme på græs før tid. Der er en udbredt forståelse for, at det er bedst for alle parter, at græsset på banerne først skal være i vækst før vi åbner op. Til gengæld har tennisklubberne presset på for at få klargjort deres udendørsbaner tidligere, men her spiller vejrlig også en rolle. I år ser det dog ud til, at tennisbanerne kan åbne en uge før normalt.