17 sep 2021

Fungerer den nye bane?

Forventningerne er store, når den nye boldbane skal bygges, men det er ikke altid, de bliver indfriet. Ringe græsvækst, ujævn og tuet spilleflade, vand på spillefladen, sporkørsel mv er desværre ikke et ualmindeligt syn. Det er derfor tit nødvendigt med et ekstra højt plejeniveau i årene efter entreprenøren har afleveret banen. Vi taler om etableringspleje. Den første del af efteråret er tit en god periode til at få dybdeløsnet og eftersået ekstra.       

Af Asbjørn Nyholt, Nyholt ApS

De skavanker vi ser på boldbaner, de første år efter banen blev anlagt, kan de fleste gange føres tilbage til en for tæt lejring af vækstlaget og/eller den øverste del af råjorden. Den nødvendige struktur af grove porer er klemt ud af jorden og partiklerne ligger nu så tæt sammen, at hverken vand kan sive ned eller rødder kan trænge sig frem i jorden.

Etableringspleje

Udgiften til den nødvendige etableringspleje kan hurtigt løbe på. Et arbejde, der kan omfatte 2-3 vertidrænbehandlinger, 50 % mere gødning, eftersåning og topdressing, alt sammen udført årligt de første 2-3 år og i de grelle tilfælde i op til 5-8 år. Opgaver det kan være svært at finde midler til inden for den almindelige drift. Det gælder derfor om i god tid at italesætte behovet for og omfanget af etableringspleje sådan, at økonomien kan fremskaffes og evt. lægges ind i anlægsbudgettet.

Økonomi til etableringspleje skal nu ikke være en fribillet til lette løsninger og kompromisser i anlægsfasen. Som det fremgår af normerne for anlægsgartneri – NOVA 2015 (Normer og Vejledning for Anlægsgartnerarbejde 2015) vil alle anlægsprocesser forringe vækstjordens porøsitet, det er kun et spørgsmål om hvor meget. På trods af at alle har gjort, hvad de kunne; med et godt defineret projekt, god tidsplan og held med vejret, vil vækstjorden alligevel ligge tættere lejret end inden man gik i gang. Etableringspleje er altid relevant.

Afledt drift

Det næste spørgsmål, som melder sig, er, om det nye ekstra areal der nu skal driftes, skal favnes inden for det eksisterende budget, eller om driftsbudgettet bliver større, så det modsvarer de nye kvadratmeter? Hvis man ikke får stillet sig selv det spørgsmål, kan man meget nemt komme til at stå i en situation, hvor der ikke er bevilget afledt drift og de ekstra høje plejeomkostninger til etableringsplejen, derfor skal hentes inden for det gamle budget. En situation som kræver forarbejde for at undgå.

Tips inden anlæg

Hvis I står overfor at skulle bygge nye boldbaner, kommer her lidt hjælp på vejen: A) Beskriv tydeligt hvad det er for en kvalitet den nye bane skal leve op til. Det kan være i forhold til brugssæson, evt. vandingsmulighed, antal brugstimer eller spillefladens planhed og evne til at lade vand infiltrere. B) Selve projektet kan projekteres mere eller mindre detaljeret, men det er enkelt at sætte en minimusramme ved at henvise til NOVA 2015, bl.a. kravene til græstæthed, vandinfiltration, sten, planhed, vækstlagets lejring mv. C) Vær realistisk i forhold til tidsplanen, så I undgår at en for snæver tidsplan kommer til at ødelægge et elles godt projekt. D) Det kan svare sig at overveje hvordan en faseopdelt kvalitetssikring med tilhørende tilsyn kan realiseres. E) Og endeligt skal du stole på din mavefornemmelse. Er du urolig eller føles det ikke godt, så det det oftest relevant at skride ind, så langsigtede problemer kan minimeres.