Siden 2017 har Kasper Lund Poulsen stået for den daglige drift i hårdtprøvede AGF, hvor ambitionerne er store og mange. Græsset skal stå snorlige, når man brænder for hvervet som groundsman. 

Af: Denne artikel er skrevet af to journaliststuderende fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole – Simon Sandvad og Esben Vestergaard-. Artiklen er en opgave på studiet og har ikke været bragt i andre medier. GAD har fået lov til at bringe artiklen, mange tak for det.

Foto: 29-årige Kasper Lund Poulsen er til dagligt groundsman for fodboldklubben AGF. Foto: Esben Vestergaard. 

Kasper Lund Poulsen kommer trillende i sin lille blå New Holland traktor. Ned langs sidelinjen på det store atletikstadion, som hver anden uge danner ramme om enten fiasko eller jublende tilskuere, der hylder sine helte. Her er det tydeligt at fornemme, hvordan drømme kan blive til virkelighed, men samtidig knuses håb og forventninger som en selvfølge. Det er den brutale sandhed, hvor ingen kan gemme sig bag computere eller pseudoidentiteter. Det er kun de 22 mand på banen om søndagen, der kan definere, om det har været en god weekend. 

På Ceres Park i Aarhus har Kasper sin daglige gang som groundsman for superligaklubben AGF med ansvar for banernes pleje og vedligeholdelse. 

“Det, der betyder mest for mig, er, når jeg er færdig med at gøre banerne klar og kan se på spillerne, at de er tilfredse. For spillerne skal have de optimale forhold og forudsætninger. Hvis de er tilfredse, så er jeg tilfreds,” siger den 29-årige nordjyde. 

Fodbold sagde Kasper intet

Kampbanen på Ceres Park, træningsanlægget, Fredensvang, i Viby og AGF’s kvindeholdsbaner i Risskov har Kasper slået, trimmet, vandet, nusset og pusset siden han startede som groundsman i fodboldklubben tilbage i august 2017. Den snart femårsjubilar er ellers uddannet greenkeeper på golfbanen i Aars, og inden han blev headhuntet til sin nuværende stilling, havde han kun beskæftiget sig med pasning af golfbaner. Det afspejlede sig også syv måneder inde i jobbet som groundsman ved en uheldig episode, hvor han smed 40 tons sand på banen i Ceres Park tre dage inden en superligakamp mod F.C. København.

“En af de efterfølgende dage samlede AGF-spillerne sig i en rundkreds om mig, brokkede sig og skældte mig ud. Det var ret skræmmende, men så vidste jeg, at det skulle jeg ikke gøre igen,” griner Kasper. 

Der kan være en rimelig grund til Kasper fejl, for inden han tiltrådte som AGF’s groundsman, havde han absolut ingen interesse for fodbold. Han kommer ellers fra en fodboldglad familie, men verdens mest populære sport fangede ikke den 29-årige nordjydes interesse, da han var yngre. Det ser anderledes ud i dag, men det vender vi tilbage til senere. 

En passion og hemmelig opskrift

Tilbage på Fredensvang træder Kasper ud på græsplænen, som han passer lige så omhyggeligt som en dyrepasser, der tager sig af et eksotisk dyr. I baggrunden kan man høre en summen fra den græsslåmaskine lærlingen, Mikkel,fræser rundt på. Solen står højt på den næsten skyfri himmel. Fredensvang er snart klar til at byde AGF´s stjerner velkommen til en ny dag på jobbet, der starter klokken 11:00. Groundsmanden går lige en sidste runde, mens han ivrigt fortæller om hybridgræs.

For Kasper er græs ikke bare græs. Det er en levevej. En passion. Den startede helt tilbage i 6. klasse, da han var i en uges erhvervspraktik på Agri College i Aalborg.

“Jeg har altid godt kunnet lide at slå græs. Den sidste dag får vi så en brochure med nogle uddannelser, man kan starte på. Der var greenkeeperuddannelsen med. Jeg så brochuren og tænkte ‘Der var den!’, og så gik jeg hårdnakket efter det.”

Hårdnakket bliver der også gået til den i dag. For selvom Kasper er ansat på 37 timer, så bruger han væsentlig mere tid på sit arbejde. Ligesom spillerne i AGF stræber efter at præstere på grønsværen hver uge, stræber groundsmanden også efter at få plænen til at være i bedst mulig tilstand, og det kræver den rette motivation.

“Hvis man skal præstere på højt niveau, så skal det være mere end et job. Det er en kæmpe passion. Hvis ikke man har det, får man heller ikke præsteret. Det er ikke lønnen, der kommer i første række.” 

I modsætning til forholdet mellem spillere er forholdet mellem groundsmen i superligaklubberne ikke præget af indbyrdes rivaliseringer og elitær konkurrencementalitet. Kasper snakker ofte med andre groundsmen for at sparre og udveksle viden om pasningen og plejen af græs. Dog holder han nogle kort tæt ind til kroppen. 

“Vi er kolleger hele vejen rundt i klubberne. Vi deler næsten alt med hinanden. Jeg siger altid, hvor meget kvælstof jeg bruger på mine baner. Jeg siger bare ikke, hvordan jeg bruger det,” smiler han, og i samme ombæring sammenligner han det med en kok, der ikke deler sine hemmelige ingredienser. 

Flere unge og en branche i udvikling

I Danmark tager uddannelsen 4,5 år, hvoraf de første 1,5 år er grundforløb for både groundsmen og greenkeepere. Herefter kommer praktikperioden, hvor man enten specialiserer sig i retning af groundsman eller greenkeeper. Groundsmen varetager alle roller i forbindelse med vedligeholdelse af fodboldanlæg og boldbaner, hvorimod greenkeeperer står for golfbanernes beskaffenhed. 

Men branchen oplever i dag problemer med at lokke unge folk til uddannelsesinstitutionerne. Det afslører en rapport udarbejdet i februar af Teknologisk Institut. Også formanden for Groundsman Association Denmark, Karsten Paaske, medgiver, at kendskabsgraden i branchen ikke er synderligt høj. 

“Der er ingen, der kender faget. Vi kunne sagtens finde en masse unge mennesker, der vil ud og passe fodboldbaner. Men der er ingen praktikpladser, fordi kommunen som regel passer banerne.”

Dog hæfter Karsten Paaske sig ved den positive udvikling, der er sket den seneste årrække. Han startede selv på uddannelsen som 30-årig og var dengang en af de yngste. Nu peger pilen i en anden retning, og flere og flere unge starter på uddannelsen. Det handler om samarbejde og synliggørelse for netop at vende den tendens.

“Fra 2007 og til nu er der sket en god udvikling. Dengang, jeg startede, var jeg 30 år. Der var ingen unge mennesker, der startede dengang. Og nu er det vendt til, at mange unge starter på uddannelsen – især greenkeepere.” 

Men der skal stadig arbejdes på, hvordan samarbejdet bliver tydeligere over en bred kam, mener formanden. Det handler i høj grad om kommunernes villighed til at satse på branchen, mens foreninger som DBU og 3F skal indgå som samarbejdspartnere.

“Vi træder lidt vande lige nu i anlægsbranchen. Der ligger en stor udfordring i at få kommunerne til at forstå, hvor vigtigt det er. Kommunerne kunne godt tage en eller to uddannede ind. Og det er det, vi arbejder på nu med DBU og 3F,” afslutter Karsten Paaske. 

Kritik og mere end bare at slå græs

Når resultaterne halter, eller spillet ikke kører, som det burde, så vælter kritikken ind. Den kommer blandt andet fra fodboldspillere og kommentatorer, der taler dårligt om banens forhold og dermed indirekte om groundsmandens arbejde, og det irriterer Kasper.

“Man skal lade være med at kritisere noget, når man ikke kender den fulde historie.”

At passe en fodboldbane er ikke kun at slå og vande græs. Overfladen er en ting, men groundsmen interesserer sig mere for det, der ligger under overfladen. Tre gange om året sender Kasper jordprøver til analyse i England, for jordkemien skal være i orden. Efterfølgende gøder han ud fra analysens konklusioner. 

Sollys og gødning er også altafgørende for græssets vækst. Derfor kan det besværliggøre en grundig vedligeholdelse af en fodboldbane i vinterhalvåret, hvor solens stråler rammer jordens overflade i et begrænset antal dagtimer. Et kunstigt lysanlæg kan være en løsning på problemet, men det er dyrt. I øjeblikket er det kun superligaklubberne F.C. København og Brøndby IF, der har disse lysanlæg, der gør, at græsset kan gro hele året rundt. Derudover har Kasper et årligt budget på 300.000 kroner til gødning. I den bedste engelske fodboldrække, Premier League, kører mange klubber med blankochecks. Det gør, at banerne anses som nogle af de bedste i verden.

“De kender ikke baggrunden bag, hvad groundsmen har af midler, hvad de får lov til, hvor mange penge de må bruge, og hvad der har været af problemer op til.”

Én gang har Kasper oplevet at modtage ros for banens tilstand fra en fodboldkommentator. Det var i forbindelse med, at AGF havde fået en ny bane. Ellers sidder han med en oplevelse af, at arbejdet bliver negligeret, når banerne er gode, og det bliver kritiseret, når banerne er slidte. Kasper har dog et forslag til, hvordan man kan undgå den uberettiget kritik.

“Kommentatorerne kunne opsøge folk, der arbejder der for at finde ud af, hvem der passer banen. De møder alligevel ind længe før kampen starter, så de kunne selv undersøge det inden kampstart. Så kan vi fortælle det, i stedet for de sidder og sviner banen til.”

En anden interesse i dag

Tilbage på Fredensvang holder Kasper nøje øje med sin telefon. Skuret, der både fungerer som værksted, kontor og pauserum, danner rammen. Han venter på offentliggørelsen af listen med de bedste baner i Danmark. Det er en stor dag for superligaklubberne rundt omkring i Danmark, når Spillerforeningen, i samarbejde med anførerne fra de 12 klubber, rangerer de bedste baner. Mobilen vibrerer, og Kasper kigger op fra skrivebordet på kontoret. En andenplads på listen bliver det til. Det er to placeringen bedre end sidste års rangering. Han prøver at skjule sin begejstring, men et lille smil afslører en særlig tilfredshed.  

Traktoren fra Ceres Park er kørt tilbage i skuret, og Kasper vender tilbage til tiden inden AGF. Fodbold var ikke en del af interessefeltet, og han forstod ikke, hvor underholdningen lå i, at 22 spillere løb rundt efter den samme bold. Men dette er ændret nu. Klubben, spillerne og staben har alle været med til at påvirke Kaspers interesse for sporten. 

“Nu kan jeg godt finde på at råbe lidt. På kampdage bliver man bare grebet af stemningen.

Og så er jeg begyndt at holde af holdet, efter jeg fandt ud af, hvad der ligger af historie bag.” 

Specielt kampdagene på Ceres Park har stor betydning for Kasper og hans virke. Her får han lov til at udleve sin passion og vise, hvad han kan med det grønne græstæppe. 

“Det er der, jeg kan promovere, hvad jeg kan. Det gør jeg også herude på Fredensvang på træningsbanerne, men det er kun spillerne, der ved det. Jeg kan mærke, at folk er spændte på en helt anden måde, når det er kampdag,” siger Kasper. 

Udelivet og den friske luft er også en faktor, der vægter højt for Kasper, når han bliver spurgt ind til, hvad det fedeste er ved at være groundsman. Selvfølgelig er der “skod dage”, hvor det regner, fortæller han, men det er en del af jobbet. Han tilføjer, at mange af hans bekendte og kollegaer ikke har fortrudt at blive greenkeeper eller groundsman.

“Hvis man kan lide at være udenfor, findes der er ikke et bedre job,” afslutter nordjyden, inden dagens næste arbejdsopgave kalder.