Jeg har fået blod på tanden
Stafetten er denne gang kommet til Brønderslev Idrætsforening (BI-Centret). Her arbejder Palle Winther Poulsen som centerassistent. Lars Olsen, Lyngby Stadion, har sendt stafetten videre til Palle, da han gerne vil høre, hvordan Palles hverdag fungerer som ene mand på anlægget? Hvor meget drifter Palle selv og hvor meget hjælp henter han fra ekstern entreprenør?
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Jeg ringer til Palle for at lave interviewet på telefonen. Inden jeg går i gang med de mere faglige spørgsmål, er jeg nysgerrig på at finde ud af, hvem Palle er.
Hvad er din baggrund og hvordan er du havnet på Brønderslev Idrætscenter?
Jeg flyttede til Brønderslev Kommune, da jeg mødte min kone. Jeg har altid spillet meget fodbold og er kæmpe fodboldfan. Derfor begyndte jeg at spille fodbold i Brønderslev Idrætsforening. Efter et halvt år i BI ringede klubben til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at få jobbet som centerassistent med at passe klubbens bygninger og baner. Den 1. januar er det 6 år siden, jeg startede. Jeg har altid godt kunne lide at få en bane til at står snorlige før en kamp. Hvis banen ikke stod skarp i min gamle klub, klippede jeg selv banen for at få den i orden.
Hvor stor er fodboldklubben og anlægget?
Klubben har ca. 800 medlemmer, hvoraf hovedparten er børn og unge. Anlægget er egentlig ret okay. Vi har godt med baner i forhold til klubbens størrelse med 6 11-mands baner, hvoraf den ene er en kunstgræsbane. Herudover har vi en håndfuld af såvel 8, 5 og 3- mands baner.
Hvor meget drifter du selv og hvor meget hjælp henter du fra ekstern entreprenør?
Brønderslev Idrætsforening ejer selv bygninger og jord. Kunstgræsbanen drifter jeg selv, da jeg har alle maskiner til det. Græsbanerne plejer kommunen. De klipper og gøder banerne. Vi får klippet alle banerne fast hver torsdag igennem hele sæsonen. Om mandagen har jeg mulighed for at få 2 baner klippet efter eget valg. Derudover har jeg en lille selvkørende plæneklipper, som jeg kan supplere med. Jeg må klippe 1-2 baner efter aftale med kommunen. Ellers streger jeg banerne op og ordner målene.
Hvor har du de største udfordringer?
Klubben er afhængig af, at kommunen udfører plejen på banerne. I forhold til græsklipning giver det mig særligt udfordringer i højsæsonen. Kommunen klipper banerne i 4,5 cm og græsset bliver derfor hurtigt for langt til, at jeg kan strege banerne op. Det har jeg nogle gange løst ved at gå med en håndskubber for at kunne udføre arbejdet. Jeg har også udfordringer med at holde banerne plane, da der ikke topdresses og vertikalskæres. Jeg har tromlet en enkelt gang, selvom jeg godt ved, at det ikke er optimalt at gøre.
Generelt er økonomien en udfordring for klubben. Klubben er afhængig af overskuddet, som kommer fra Brønderslev Marked. Klubben har lavet en 5-års plan, hvor vi bl.a. skal have lavet ventilation, ny omklædning og køkken. På grund af Covid-19 og aflysning af Brønderslev Marked, får vi ikke disse penge i år og lige nu ser det heller ikke ud til, at der bliver afholdt marked til næste år. Derfor er vi nødt til at sætte disse projekter i bero.
Hvad går du og drømmer om?
Jeg drømmer om at få groundsmanuddannelsen og komme til at arbejde på et Superliga stadion. Jeg var med GAD i England sidste år og det var en kæmpe oplevelse. Vi besøgte blandt andet Tottenhams træningsanlæg. Det var fedt at se, at man kan få et anlæg til at stå så snorlige med det rette udstyr og ved at sætte det rigtige team sammen. Jeg drømmer også om at blive Årets Groundsman og jeg tager alle de kurser, jeg kan komme afsted med og klubben bakker mig op i det. Jeg vil gerne videre.
Jeg kan mærke, at jo mere jeg lærer om faget, jo mere får jeg lyst til at gøre ved vores baner. Jeg har helt klart fået mere blod på tanden. Jeg har en lille traktor, som kan trække kommunens prikker, den kunne jeg godt tænke mig at få lov til at bruge på banerne. Jeg synes, vi har nogle uudnyttede muligheder for at hæve plejeniveauet, som jeg gerne vil være med til at prøve af. Hvis vi vil hæve banestandarden er vi nødt til at gøre noget andet end det vi plejer.
Stafetten sendes videre
Palle sender stafetten videre til Jeanette Thomsen, Furesø Kommune. Palle vil gerne høre Jeanette om kommunen overvejer at få en hybridbane på stadion, når superligaen flere steder i landet lægger om til hybrid?