Læhegn
Vintermånederne er ofte beskæringstid, da det giver en god mulighed for at sikre beskæftigelse året rundt, selv om træerne ville fortrække at blive beskåret i vækstsæsonen. De fleste læhegn lever et tilfældigt liv, hvor beskæring tit bliver en modreaktion på negative henvendelser: Træerne skygger for naboer! Vi kan ikke finde bolden! Grenene ødelægger trådhegnet! Har vi fokus nok på selve plantningen for læhegnets egen skyld? Det kan være den æstetiske, kulturhistoriske betydning eller funktionen som korridor for dyrelivet og kilde til biodiversitet.
Af Asbjørn Nyholt, hortonom og græskonsulent
Fodboldbanen med trådhegn, reklamebander mv er et meget teknisk anlæg, hvor alle elementer har en veldefineret teknisk funktion. Rene flader, rette linjer hvor ånden hurtigt bliver præget af ’Ordnung muß sein‘! Det kommer også til at gælde for beplantningen rundt om idrætsanlæggene uden det egentligt var nødvendigt. Derfor dette spørgsmål: Har I en langsigtet plan for, hvad formålet med beskæringen er på det enkelte anlæg? Hvordan skal det udvikle sig de næste 10 eller 30 år? Skal det være et varieret levende hegn bestående af træer og buske, der kan give læ også i bunden. Skal det være et krat, som alene består af tætte buske. En række af fuldkronede træer. Eller …? Mulighederne er mange, men er altid et resultat af bevidste eller ubevidste valg. Mange har måske blot ladet tilstanden stå til over årtierne. Der var jo ingen klager. Lige nu, hvor der er gode priser på biobrændsel, er det nemt og økonomisk neutralt at få ryddet rub og stup ad en gang med de store skovmaskiner. Så kommer der heller ingen klager de næste 15 år. Et fornuftigt valg i nogle situationer og en katastrofe i andre.
Læhegn som korridor
Læhegn skal holdes på plads ingen tvivl om det. Mon tiden er moden til, at vi kan begynde at indtænke randbeplantningen også som en korridor for det naturlige dyreliv på stedet? Små striber natur de rigtige steder, kan have stor betydning. Så er vi tilbage til, hvordan vi vedligeholder beplantningen, men også hvordan nye anlæg bliver projekterede. Hvis pladsen, der sættes af til beplantning, er meget snæver, bliver modreaktionen naturligt hårdhændet beskæring. På gamle anlæg ser jeg af og til mindre trekanter, hvor der ikke kan streges baner op, men der blot klippes år efter år. Var der nogle af disse områder, som med fordel kunne overgå til ranbeplantningen til gavn for dyrelivet?
Stram trådhegnet
Til jer der har fået sat nyt trådhegn op her i løbet af året, kan I med
fordel efterspænde wirerne mv, når I alligevel skal rundt og beskære de levende
hegn. Der skal jo være orden på tingene.