Mange bolde i luften
Stafetten er denne gang kommet til Furesø Kommune. Her besøger vi Jeanette Thomsen, som er Områdeleder på Idrætsområdet. Palle Poulsen fra Brønderslev Idrætscenter sender stafetten videre til Jeanette med følgende spørgsmål: Overvejer kommunen at få en hybridbane på stadion, når superligaen flere steder i landet lægger om til hybrid?
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Foto: Er Julemanden kommet til Right to Dream Park i Farum, tænker du måske? Nej, det ville ellers være et flot syn med den røde kran, men det er blot Jeanette Thomsen, der har igangsat nedtagning af lysmasten. Lysmasterne kan som de eneste i Danmark køres op og ned. Det er smart i forhold til lysgener, men også dyrt, da masterne hver 10. år skal igennem et omfattende kontroltjek i Køge. Der en omkostningstung post for driften. Foto Jeanette Thomsen
Jeanette Thomsen fortæller: Det korte svar på Palles spørgsmål er nej. Vi har en meget høj belægning på stadionbanen med 2200-2500 spilletimer om året. Hvis vi skulle have græs på stadion, ville vi ikke kunne bruge banen så intenst. Det ville kræve, at vi skulle have flere baner omkring stadion og det er ikke en mulighed, da stadion ligger indeklemt mellem tæt bebyggelse. Farum Boldklub, som er moderklub til FC Nordsjælland, har omkring 1100-1200 medlemmer. FCN har brugsretten 70 % af primetime og kommunen har de resterende 30 %. Af de 30 % er det ofte moderklubben, som har træning eller kampe på stadion, men andre kommunale arrangementer forekommer også, så som skolefodbold og kommunens store stjerneløb, som alle skolers ældre klasser deltager i.
Hvilken funktioner varetager du til dagligt?
Jeg har ansvaret for stadion. Det tager en hel del tid, da jeg skal sørge for at vandings- og lysanlægget fungerer på banen og hvis der er installationer, der er gået i stykker på hotellet og administration, skal jeg også tage mig af det. Dertil kommer kommunikationen med Farum Boldklub samt alle andre klubber i kommunen. Jeg køber ind og styrer økonomien på alle kommunens baner. Jeg laver også gødningsplaner og styrer drengene, jeg har. Jeg har 4 faste medarbejdere, 2 deltidsansatte, som til dels også er på genbrugsstationen, og en flexjobber. Jeg lejer medarbejderne af Driftsgården.
Selve idrætsområdet hører til under Center for Borgerservice, Kultur og Erhverv. Det betyder, at jeg ikke er i samme kommunale organisation, som mine drenge og Driftsgården. Derfor lejer jeg drengene fra Driftsgården, og det er de samme 6 drenge jeg har året rundt. Min flexarbejder er ansat under mig på stadion.
Derudover har jeg ansvaret for 21 græsbaner i kommunen og 4 snart 5 kunstgræsbaner. Jeg har mange funktioner. Det sker også, at jeg har været ude og siddet i en græsslåmaskine, hvis vi har været presset på græsklipning eller malet en bane op.
Hvilken baggrund har du?
Jeg er oprindeligt uddannet gartner. Efter folkeskolen var jeg skoletræt og havde brug for at lave noget mere praktisk. Jeg havde en skolevejleder, som hjalp mig over i gartnerfaget. På skolen var dagen delt op i praktik og teori, og det fungerede godt for mig. Jeg har været Områdeleder her i Farum de sidste i 2,5 år. Før det arbejdede som gartner i kommunen i 20 år, der passede jeg bl.a. også fodboldbaner. Jeg har spillet fodbold i hele mit liv, været træner og dommer i mange år, så fodbolden har en stor plads i mit hjerte.
Hvad optager dig lige nu?
Vi har lige lavet 10. års service på vores master på stadion. Det er et større arbejde, hvor masterne løftes op ad foden af en kranbil og køres til Køge for at blive gennemtjekket. Vores lysmaster kan som de eneste i Danmark køres op og ned. Det er smart, men også dyrt. 10. års tjekket koster ca. 1,8 million at få udført.
Da stadion blev bygget for 20 år siden, var der mange klager over masterne, derfor blev de skiftet ud med master, der kan køre op og ned. I hverdagen holder vi lysmasterne nede i 18 meters høje. Når der spilles Superligakamp skal lyset op i fuld højde – 40 meter – og her lyser vi hele Farum by op.
I år har jeg også brugt meget tid på renovering af vores kunstgræsbaner. Vi er lige blevet færdige med en bane for 14. dage siden og til næste år kommer der en ny i Hareskov. Arbejdet i Hareskov bliver snart indstillet, da det er for koldt at lave limninger på denne tid af året.
Hvornår synes du, det lykkes bedst for dig at være en god leder?
En god leder er for mig en, der blander sig så lidt som muligt i det daglige arbejde. Jeg snakker gerne med mine folk om opgaverne, men det er vigtigt for mig, at de selv tager ansvaret for arbejdet og selv strukturerer deres tid. Jeg går ikke og fortæller dem, hvornår de skal klippe den og den boldbane.
Jeg sparrer også gerne med mine medarbejdere, der hvor de har nogle kompetencer, som jeg ikke har. F.eks. bruger jeg Thomas (Snorrason) til at lave gødningsplaner, da han er uddannet groundsman. Samtidig er det vigtigt for mig, at mine medarbejdere lærer nyt. Jeg siger til dem, at de skal melde ind, hvad de vil på kursus i og så sender jeg dem gerne afsted.
Hvem vil du sende Stafetten videre til?
Her i Furesø har vi strenge miljøkrav til vores kunstgræsbaner. På stadion vander vi meget og vi opsamler regn og vandingsvandet i tanke og genbruger vandet. Hvis det regner meget og tankene bliver fulde, skal overskudsvandet ledes i Furesøen. På stadion udtager vi vandprøver 4 gange om året til kontrol af forurenende stoffer.
Vi snakker meget om miljøhensyn med kunstgræsbaner, men hvad med de stadionbaner, der har græs? Jeg kunne godt tænke mig at høre Herning Kommune og Anders Nielsen, om de kan gøde præcis, som de vil på den nye træningsbane for landsholdet, som er anlagt på Teglparken? Har de definerede miljøkrav til afledningsvandet og hvor leder de vandet hen?