26 okt 2020

Muldvarpe-strategier

Sommerens kuld af muldvarpeunger har nu forladt reden og leder efter egen bolig. På blot en enkelt nat kan de små dyr lave mange skud i lange rækker som perler på en snor. De underjordiske gange og skud ødelægger banernes planhed og skuddene kan efterlade ganske store pletter med bar jord, hvor ukrudt hurtig etablerer sig. Hvordan håndterer driften ude i kommunerne udfordringerne med muldvarpene? Jeg har været en tur rundt i landet for at høste erfaringer med muldvarpe-strategier.

Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD

……

Søren Nielsen, Lyngby Taarbæk Kommune

Har I problemer med muldvarpe?

Ikke lige nu men vi havde for 3 år siden. Vi havde en halv bane, som var så ødelagt af muldvarpeskud og gange, at den var farlig for spillerne at bruge. Spillerne vidste ikke, hvornår de kunne risikere at træde igennem og skade deres ben.

Hvem varetager opgaven med bekæmpelse af muldvarpe hos jer?

Vi fik kommunens skadedyrsbekæmpelse til at gasse dem. De gassede muldvarpene af 3 omgange for at komme dem til livs. Dette arbejde er ikke helt så nemt at gøre på offentlige arealer, da der er klare regler for afspærring, da gassen er giftig for mennesker. Der skal autoriserede folk til. Banen er omkranset af skrænter og det var herfra muldvarpene kom ind. Vi havde faktisk banen lukket i et helt år. Efter at muldvarpene var blevet bekæmpet, valgte vi at omlægge banen med rullegræs for at der ikke var gamle gange tilbage, som nye muldvarpe kunne flytte ind i.

…….

Jonas Plougman Linsted, Teamkoordiantor, Materialegården Vejle

Har I problemer med muldvarpe?

Ja, vi har virkelig mange muldvarpe lige nu, men vi bekæmper dem ikke selv på boldbaner.

Hvem varetager opgaven med bekæmpelse af muldvarpe hos jer?

Det har vi et privat firma til at gøre, da vi fik en rigtig godt tilbud fra dem. Tidligere lagde vi selv pellets og det synes jeg virkede fint. Jeg er selv uddannet til at kunne gøre det og så har vi en mand mere, der også kan. Vi har andre steder i kommunen, hvor vi selv sætter fælder f.eks. ved pumpestationer. Det private firma bruger pellets til bekæmpelse.

Når klippeførerne kører derude, skal de melde muldvarpeaktivitet ind til Idræt og Fritid, så bestiller de en behandling. Klubberne er også gode til at indrapportere, om der er muldvarpeaktivitet.

…….

Frank Terp, Materialegården, Middelfart Kommune

Har I problemer med muldvarpe?

Ja, det har vi. Det er hovedsageligt på idrætsanlæg ude i kanterne og så har vi enkelte parkarealer, hvor der også kan komme muldvarpe ind.

Hvem varetager opgaven med bekæmpelse af muldvarpe hos jer?

Det gør vi selv. Jeg bruger pellets, som jeg lægger ud og det synes jeg virker udmærket. Det kan godt være, jeg er nødt til at komme ud på arealet 2 gange for at få dem alle med.

…….

Rasmus Juel Jensen, Driftskoordinator, Lejre Kommune

Har I problemer med muldvarpe?

Ja, vi har problemer med muldvarpe på boldbaner, børnehaver og parker, men det er kun på boldbanerne, at vi bekæmper dem.

Hvem varetager opgaven med bekæmpelse af muldvarpe hos jer?

Det er vores groundsmen, som holder øje med muldvarpeaktiviteten og som foretager bekæmpelsen. Lejre kommune er giftfri kommune, så vi må ikke bruge pellets mere, så vi bruger en ”oser”. Det er en benzinmotor, hvor der sidder en lille beholder med olie ved siden af. Der blandes en lille smule olie i benzinen og udstødningsgassen, der udvikles, leder vi ned i muldvarpegangene via en slange. Udstødningsgassen fordriver muldvarpene og givetvis vil nogle af dem også dø af iltmangel. Imens vi pumper går vi med et spidst kosteskaft og stikker det ned i jorden for at finde muldvarpegangene for at se, hvor langt vi når ud med udstødningsgassen. Det er nemt at se, hvor gassen er nået til, da den damper livligt op ad hullerne. Vi pumper ca. 5-10 minutter hvert sted. Så flytter vi maskinen. Vi kan sagtens lave 5-10 flytninger på et areal alt afhængig af, hvor stort et areal muldvarpene har været aktive på. Behandlingen varer en måneds tid, så kommer muldvarpene igen. Vi gør det ca. 4-5 gange om året.