Netværket “Robotter til Groundsmen”
18 groundsmen og andre med interesse for robotter i faget var mødt op til dette første møde i Erfagruppen/netværket ”Robotter til Groundsmen” på Slottet i Odense. Her kommer et sammendrag fra dagens møde.
Af Thomas H. Jørgensen, Områdeleder Udendørsanlæg, Idrætsanlæggene i Gladsaxe
På dagens møde fremlagde Københavns Kommune deres erfaringer med Autoturf-klipperen (den gule klipsemaskine). Københavns Kommune er generelt tilfredse og ønsker, at investere i endnu flere af denne type maskiner i fremtiden.
Flere erfaringer
Der blev udvekslet erfaringer med robotter til opstregning og græsklippere i alle størrelser. Der er klart fordele at hente med robotter, men man skal være klar over, at det koster tid at få dem kørt ordentligt ind. Efter indkøringsperioden kræver maskinerne fortsat opmærksomhed. Netværket var dog enige om, at fremtiden byder på mange flere muligheder med robotter i branchen for groundsmanship.
At huske
Her lidt huske-noter med erfaringer, som blev nævnt på mødet:
- Husk ved køb at sørge for at få maskinerne på prøve i en længere periode. Husk at afsætte tid til at teste på ALLE anlæg.
- Det er ikke kun besparelser, men der frigives tid til andre opgaver.
- Hvad kan laves i stedet for?
- Kan man lave aftaler med foreninger om?
- Husk overkapacitet (min. 30%). På den måde sikres det, at maskinen altid kan følge med.
- Robotter kan ikke ”bare” erstatte mandetimer.
- Mål skal stadig flyttes, der kan ikke køres udenom.
Kommende møder og temaer
På det kommende møde den 16. maj, inviterer netværket udbydere af robotter til opstregning med til mødet med henblik på, at de fremlægger deres produkt for gruppen. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål – også de kritiske. Senere i år nærmere bestemt den 29. august inviteres igen til møde, hvor robotklippere er på dagsordenen.
Billedtekst: På billedet ses robotten Autoturf i aktion på Dyrskuepladsen i Odense. Billedet stammer fra ERFA-møde i GAD, som blev afholdt i september 2017.