Nu vågner de op i styrelser og ministerier
Den 22. marts afholdt Færdselsstyrelsen et såkaldt dialogforum i Middelfart. Tilstede var knap 60 mennesker, som alle på en eller anden måde har en interesse i at området for selvkørende teknologier får en mere klar lovgivning. Det var lige fra de store virksomheder og interesseorganisationer over til Politiet, Dansk Golf Union, iværksættere og kommunale aktører.
Af Bjarke Falk Nielsen, CEO, Maybe Robotics
Undertegnede var inviteret fordi jeg siden 2018 har drevet et netværk der fokuserer på robotter til græspleje. Netværket blev i 2018 initieret sammen med GAD og tæller idag 23 kommuner samt Dansk Golf Union. I netværket har der også været en del frustrationer, når vi skulle kortlægge hvordan regelsættet var, om at lade robotter køre frit på offentlige græsarealer i Danmark.
Vi mangler klar kommunikation
Kort sagt, så har vi været ude på gyngende grund med hensyn til lovgivning. Det gælder sådan set alle der arbejder med selvkørende enheder i det offentlige rum. I Middelfart fik vi en grundig gennemgang af hvorledes man indhenter tilladelse fra styrelsen til test, og hvilken lovgivning der er for selvkørende enheder. Men vigtigst af alt, så fik vi lejlighed til at mødes med lovgiverne og give udtryk for vores frustrationer. Jeg gik fra mødet med en god mavefornemmelse. Mest fordi jeg fik at høre at styrelser og ministerier nu ved hvor vigtigt dette område er og hvor mange aktører der står og mangler en klar lovgivning på det her område. Eller rettere sagt, en klar kommunikation af hvad reglerne er, i et sprog som alle kan forstå. For det mangler vi!
Så hvis du går og synes det hele er lidt uklart med hensyn til lovgivning, så er du ikke alene. Hvis du er i tvivl om, hvordan lovgivningen er for robotter på dine offentlige arealer, så skal du kontakte Færdselsstyrelsen, og vil du være med i vores netværk om robotter finder du os på www.mayberobotics.dk.