20 aug 2020

Passion er vigtig for faget

I Lyngby Idrætsby arbejder Lars Olsen som Head Groundsman på 7. år. Jeg er taget til Lyngby for at bringe stafetten videre fra Bo Hansen, Hvidovre Stadion. Bo vil gerne høre, hvordan Lars plejer opvisningsbanen, da banen i Lyngby har samme opbygning som opvisningsbanen på Hvidovre Stadion.

Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD

Da jeg besøgte Bo i Hvidovre, snakkede han om, at opvisningsbanen er en sandkasse, sammenlignet med de alm. boldbaner. Er jeres bane også en sandkasse?

Nej, det er den ikke helt”, svarer Lars og fortsætter. ”Banen her i Lyngby blev anlagt i 2013 med udlagt rullegræs. Rullegræsjorden ligger nu nede i 6-7 cm dybde under års lag af topdressing. Rullegræsjorden er langt mere humusholdig end resten af vækstlaget og har dannet en sål af kompakt jord. Det bøvler vi med. De sidste mange år har vi lejet en vertidrænmaskine ca. 3 gange om året for at få løsnet laget ved at vertidræne til 10-15 cm dybde. I år har vi fået mulighed for at købe en Wiedenmann, som kan gå til 25 cm, så nu kan vi selv vertidræne, når det passer ind i vores daglige drift. Det er en gave”.

Hvordan plejer I ellers banen?

Vi prikker overfladen med Multitineren i gennemsnit en gang om ugen for at holde overfladen porøs og vandgennemtrængelig. Vi kører med et gødningsniveau på ca. 280 kg N om året. Jeg gøder ikke efter et fast skema, men jeg gøder, når jeg vurderer, der er behov ca. hver 14. dag. Vi kører med fast gødning og supplerer med flydende mikronæringsstoffer. Vi planlægger hvert år 3 gange topdress med ca. 2-3 mm kvartssand og eftersår altid i forbindelse med topdress. Derudover eftersår vi løbende hver 3.-4. uge med en mindre mængde frø ca. 0,8 kg/100 m2.

På opvisningsbanen har vi udfordringer med ukrudtsgræsset enårigt rapgræs. Vi har derfor lagt en strategi for at minimere spredningen af den enårige. Vi kører med redskabet Quadraplay for at få rejst frøstænglerne op, så de bliver nemmere at klippe af. Samtidig vertikalklipper vi ca. 3 gange ugentligt i bladmassen i den bedste vækstperiode, hvis tiden tillader det. På den måde forsøger vi at fjerne så mange frø af den enårige som muligt“, fortæller Lars

En dygtig læremester

Det er detaljeret arbejde Lars og Kenneth (2. groundsman på anlægget) udfører og for Lars er detaljen vigtig. Tilbage i 1992 startede han som greenkeeper på Simons Golf. Her havde han en passioneret svensk chefgreenkeeper, som kunne se et potentiale i ham og gav ham opgaver, hvor detaljen skulle være på plads. Det var sjovt for Lars at være en del af. Svenskerens passion for græs og for faget tog Lars med sig, da han forlod golfbanen. Lars fortæller: ”Det er vigtigt, at vi har dygtige læremestre og undervisere, som kan formidle den faglige viden og glæden ved faget”.

Uddannelse ligger i det hele taget Lars meget på sinde. Han er suppleant i GAD´s bestyrelse og sidder i Det lokale uddannelsesudvalg på Sandmosen og fungerer som sensor på uddannelsen. ”Når jeg får elevernes opgaver kan jeg hurtig se, om der er en, der brænder særligt for faget. Så løser han eller hun typisk opgaven på en anden måde end den mest gense. Det er inspirerende og det er vigtigt, at der er groundsmen, der gør det.  Når en elev gløder, smitter det af på alle andre på holdet”, fortæller Lars.

En passioneret mand

Mit interview er ved at være slut og kaffekoppen er tom. Lars kigger på mig med et glimt i øjet og siger:  ”Jeg har en sygdom”. Det skal man jo passe på med at sige i disse tider, så jeg spørger derfor lidt overrasket og forsigtigt, hvad mener du?  ”Jo, når andre ser fjernsyn om aftenen, så starter jeg bilen og kører rundt for at besøge idrætsanlæg. Jeg tror, jeg har besøgt stort set alle anlæg på Sjælland. Jeg elsker at dumpe ind på et anlæg. Så går jeg rundt og kigger for mig selv for at se, om jeg kan finde en ny god ide. Det kunne være en særlig opbygning af en sluse, en skraldespand, små ideer. Man skal aldrig være for fin til at stjæle en god ide”, smiler Lars.

Stafetten sendes videre til Nordjylland

Lars Olsen sender stafetten videre til Palle Winther Poulsen, som arbejder alene på Brønderslev Idrætscenter. Lars vil gerne høre, hvordan Palles hverdag fungerer? Hvor meget han kan nå at lave selv og hvor meget hjælp henter han fra ekstern entreprenør?