Sæsonafslutning 2020
Sæsonen 2020 stod og står fortsat i Corona´ens tegn. Forårets nedlukning af landet og dermed også lukning af landets fodboldbaner skånede banerne i forårsmånederne. Set fra sportens side satte det en kæp i hjulet for afvikling af diverse turneringer. Det møder vi konsekvensen af nu. Breddeturneringerne afsluttes de allerfleste steder første weekend i november, mens fx drenge-liga afsluttes midt i november. På grund af lokale Corona-udbrud er kampe blevet udsat, genplaceringen har nogle steder voldt problemer, så nogle kampe ligger så sent som midt-sidst i november. I skrivende stund er banerne tørre i den østlige del af landet, og tåler derfor det sene spil lige nu, men det kan hurtigt vende på denne tid at året.
Af Asbjørn Nyholt, hortonom og græskonsulent
Her i skrivende stund (uge 43) er vækstjorden i den østlige dele af landet fortsat tør som støv, og kun med mindre lokale regnmængder i vejrudsigten. Der vil derfor være store regionale forskelle i, hvor fornuftigt det er at afvikle sæsonens sidste kampe på græsbaner. Blot én lokal kraftig byge kan hurtigt lave om på en ellers stabil situation med robuste baner. Hvordan håndterer kommunerne denne risiko?
Klubbernes dilemma
Det er naturligvis i fodboldklubbernes interesse at presse på, for at kunne afvikle de sidste kampe på hjemmebane. Som Rasmus Johansen, DBU Jylland fortæller: ”På grund af det høje aktivitetsniveau i breddefodbolden er vi helt afhængige af kommunernes dispositioner omkring adgangen til baner. Desværre har vi en oplevelse af, at kommunerne er blevet mindre fleksible og mere restriktive over for klubberne på dette område. Vi har f.eks. opfordret til, at man som fodboldklub må få lov til at benytte græsbanerne frem til weekenden den 7.-8. november, i stedet for den 1. november, da det vil være en stor hjælp for mange klubber. I stedet har vi oplevet, at fristen rykkes den anden vej, på trods af at banerne på grund af forårets Corona-nedlukning – også med kommunens egne ord – aldrig har set bedre ud.”
Forskellige løsninger
Hvordan man lokalt håndterer ønsket om at spille på banerne ind i november, er meget forskelligt. I landkommuner med et mindre spilletryk på banerne, tager man årets situation med sindsro og lader klubberne bruge banerne, så længe de er relativt tørre. Banerne står generelt flotte årstiden taget i betragtning. Regn kan dog hurtigt ændre billedet. Her er der forskel på om den driftsansvarlige tager ansvaret og selv lukker de sårbane baner, når regnen kommer eller om man lader ansvaret ligge ude hos klubberne for selv at skåne de våde baner.
I de større byer, hvor spilletrykket er højt, lukker man typisk banerne som tidligere år pr. 1. november og henviser til kunstgræsbaner eller de lokale vinterbaner med lysanlæg. Blot en enkel træning eller kamp under for våde forhold kan give skader, som er kostbare at genoprette. Som Christina Hoff, Odense Kommune siger: ”For at jeg skal betale for at ganske få kampe afvikles på kunstgræs sidst på sæsonen, er det peanuts i forhold til at skulle genoprette en ujævn græsbane.”
Sidste dybdeløsning
Nu hvor jorden fortsat er så tør i den østlige del af landet, kan det udnyttes til at få dybdeløsnet vækstlaget, inden det rigtig våde efterår kommer. Det er altid en udfordring af finde de gode tidspunkter, hvor jorden er ’bekvem tør’ til dybdeløsningen, så jorden kan krakelere og hvor man samtidigt kan afse tid til det. Måske kan man nå at indhente lidt at det forsømte nu.