22 mar 2019

Skift klippehøjde

Skift klippehøjde

 ’Start sæsonen med en lidt længere klippehøjde!’ lyder den klassiske anbefaling. I praksis er det de færreste, der stiller på klippehøjden gennem sæsonen, men det gør Karsten Paaske, Vildbjerg Sports- og Kulturcenter. Læs hvordan.

 Af Asbjørn Nyholt, hortonom og græskonsulent

’I Vildbjerg klipper vi med Trimax gennem sommeren i 28 mm, men begynder lidt højere her i foråret med 32 mm ved de første par klipninger. Vi venter lige til græsset er kommet i sikker vækst og der er kommet lidt manke på, inden vi sætter klippehøjden ned på sommerhøjden,’ forklarer Karsten Paaske, og fortæller detaljeret om, hvordan de har haft stor glæde af at lave to sæt huller til bolde for at kunne låse klippehøjden fast. Se foto.

2 faste klippehøjder

Det gør det meget nemt at skifte mellem de to klippehøjder og hvis klippet bliver uens i løbet af sommeren ved vi, at det ikke skyldes problemer med indstilling af klippehøjden, men at det er skæve knive, lejer eller andet, der er årsagen.’  Karsten laver først prøveklip med klipperen ude på banerne inden klippehøjden fikseres. ’Det er afgørende at kende klippehøjden ude på boldbanerne. Det er jo det, der gælder og ikke skalaen på maskinen’, fortæller Karsten Paaske

Boldbaner og parker

I Slagelse Kommune arbejder Sten Bartelsen også med to klippehøjder på samme maskine. Efter vi har fået robotter til at klippe nogle af boldbanerne med, har vi fået frigivet klippekapacitet, som vi nu kan udnytte i parkerne. Sten fortæller: ’Tidligere havde vi egen maskine til parkerne, men nu kan vi bruge den samme maskine til begge dele.  Vi kunne se, at vi havde fået et underskud på ca. 16.000 kr. på maskinen om året, nu er vi i plus’.