Vi vælger faglært arbejdskraft
Fremtiden ser ikke lys ud for groundsmanuddannelsen i øjeblikket. Den nyeste prognose viser, at antallet af færdiguddannede groundsmen falder drastisk de kommende 3 år, så der i 2020 blot udklækkes 1 groundsman. Hvis uddannelsen skal overleve, skal vi have flere elever. Jeg har spurgt 3 arbejdspladser i Danmark, hvorfor de har valgt at have elever og faglært arbejdskraft. Hvad giver det dem? Måske kan det inspirere din arbejdsplads til at få en elev?
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Karsten Paaske, Vildbjerg Sport- og kulturcenter, har det daglige ansvar for driften af 30 boldbaner.
Har I faglærte folk blandt Jeres ansatte?
Ja, jeg er selv uddannet greenkeeper og så har vi en groundsman elev, der bliver færdig i år. Herefter bliver min tredjemand ny elev.
Hvorfor har I valgt denne løsning?
Jeg kan godt lide, at mit personale ved, hvad de laver. De skal kende problematikkerne i deres arbejde. På den måde tager vi mange ting i opløbet, inden det udvikler sig til større problemer. Faglærte ved, at der skal meget mere til end blot at klippe græsset i lyse og mørke striber. Det er make-up og fjernsyns-porno, der gør sig godt på skærmen. En faglært ved, at det du ser på fjernsyn kun er en lille del af isbjerget. Vi arbejder med rigtig mange problematikker under overfladen nede i vækstjorden for at få en flot grønsvær. En faglært har forståelse for, hvad der er til gavn for græsvæksten.
Hvad giver det Jer at have faglært arbejdskraft?
Vores voksen elev var oprindelig meget skeptisk overfor at gå i lære, men efter han er gået igang har han udviklet sig helt utrolig både personlig og fagligt. Alle siger det her på arbejdspladsen. Han er mere positiv og meget mere udadvendt. Han giver mig fagligt modspil. Det betyder, at vi må søge mere viden og vi udvikler os på den måde. Vi kan lide det og vi har det sjovt. Hvis spillerne kommer og stiller spørgsmål til noget på banen, har han nu så meget faglig viden og selvtillid, at han selv svarer. Det har helt klart lettet byrden på mig.
Hans Tophøj, Afdelingsleder i Park og Natur, Ålborg Kommune
Har I faglærte folk på driften af jeres boldbaner?
Vi har i alt 5 faglærte tilknyttet driften af boldbanearealerne med i alt godt 200 baner. 3 groundsmen og 2 greenkeepere.
Hvorfor har I valgt denne løsning?
Det har været en prioritering. Vi startede med 2 faglærte og da vi kunne se den ene nærmede sig efterlønnen, ville vi gerne have muligheden for at erstatte ham med kvalificeret arbejdskraft. Så vi besluttede, at vi hellere måtte forberede et generationsskifte. Det er vigtigt for os, at vi sikrer os mod uforudselige hændelser. Vi kan ikke lige pludselig stå uden faglært personale. Hvis der sker noget, og vi ikke har en erstatning, er vi alt for sårbare. Vi er nødt til at have en passende faglig ballast at trække på i vores bemanding. Samtidig fik vi også større arealer at drifte og havde brug for at udvide kapaciteten.
I dag har vi 3 faglærte, som vi selv har uddannet. Den ene kom selv om spurgte, om han kunne komme i lære. De to andre opfordrede vi til det. Med de nye uddannelses-regler, hvor der skal være balance mellem antallet af elever i forhold til det samlede antal ansatte, er det en oplagt mulighed for kommunerne at tage elever ind.
Hvad giver det Jer at prioritere faglært arbejdskraft?
Det faglærte personale betyder, at vi har hævet kvaliteten på vores arealer. I takt med at vi droppede kemien og ikke måtte sprøjte mod ukrudt i kommunen, fik vi nye udfordringer med blomstrende ukrudtsarter på banerne. Det gav en hel del diskussioner, da der findes fodboldspillere, som synes, at man ikke kan spille fodbold på baner med blomster. Her har det været givtigt at have kvalificeret arbejdskraft, som kender ukrudtsarternes livscyklus. På den måde kunne vi sætte ind med alternative bekæmpelsesmetoder på de rigtige tidspunkter.
Vi har også fået et langt højere niveau af vores renoveringer efter arrangementer, hvor der typisk er meget slid på arealerne, som f.eks. ved det årlige karneval og sidste år efter DGI Landsstævnet. Så alt i alt har vi fået et højere niveau på vores græspleje som en del af driften af kommunens grønne arealer.
Steffen Mortensen, Driftsleder, Næstved Kommune
Har I faglærte folk på driften af jeres boldbaner?
Nej, det har vi jo ikke rigtig. Men vi er netop gået i gang med et generationsskifte, hvor vi får vores første groundsman-elev.
Hvorfor har I valgt denne løsning?
Jeg kom til Næstved i 2015. På det tidspunkt havde vi en holdleder på idræt, som havde været der i mange år og var en stor kapacitet. Han blev desværre syg i en periode. Da oplevede vi, hvor sårbare vi var, da vi kom til at mangle ham. Som erstatning fik jeg Alex ind, som er uddannet anlægsgartner. Som anlægsgartner mangler han den idrætsmæssige forståelse. Det mener jeg er vigtigt, at vi ruster ham med. Derfor vælger vi nu at uddanne ham til groundsman.
Når vi står der ude, er der mange holdninger til vores arbejde, som vi skal stå på mål for. Her er det afgørende, at vi kan stå fast mod de argumenter, som bliver fremført. Vi skal være klædt på til at kunne tage den faglige diskussion på en konstruktiv måde. Ellers bliver det ikke kvalificerede løsninger, vi når frem til. I sidste ende har det også betydning for, hvor mange penge Kultur og Fritid vil tildele os. Vi skal gøre vores arbejde godt, for at få de nødvendige midler.
Ved at ruste Alex fagligt ser jeg også, at han bliver bedre til at træffe gode ”her og ny løsninger”, som vi ofte skal gøre i vores arbejde. Vores generationsskifte skulle gerne være med til at bringe tingene videre, så vi får ny og frisk faglig viden ind i vores drift.
Billedtekst: På Vildbjerg Sport-og kulturcenter prioriterer daglig leder af grøn drift Karsten Paaske (til venstre i billedet), faglært arbejdskraft højt. Her ses Karsten sammen med sin elev Bjarne, som bliver færdig som groundsman til efteråret.