Årets groundsman har sat dialog og samarbejde med trænere og spillere på dagsordenen
Hvert år hylder foreningen Groundsman Association Denmark den bedste groundsman i Danmark. I år er prisen gået til Alex Moreno, groundsman i Næstved Kommune. Alex Moreno arbejder passioneret med byens stadion og træningsbaner. Som den græsekspert, han er, har han fået skabt en uovertruffen fodboldbane på Næstved Stadion og tilhørende eksklusive træningsbaner for byens bedste hold. Han har løftet spillekvaliteten for fodbolden i Næstved Boldklub, og det nyder både spillere, trænere og tilskuer godt af.
Af Jane Lorenzen, Freelancejournalist
Foto: Groundsman Alex Moreno til venstre og Peter Bonde, cheftræner for Næstved Boldklub, ses her sammen, da klubben hædrede Alex efter han var blevet udnævnt til Årets groundsman. Foto af Anders Frederik Gjesing.
Alex Moreno er forholdsvis nyuddannet groundsman, men han har virkelig formået at træde ind i den vigtige rolle, som en groundsman har for en fodboldklub. Alex Moreno bidrager i sit arbejde med sin faglige viden om græs og særligt vedligehold af græs på fodboldbaner, som kræver en specialistuddannelse. Derudover har han forstået, hvor vigtigt det er, at han er synlig i klubben. Med sin synlighed har han fået etableret daglige dialoger og samarbejde med trænere og spillere, så også de forstår vigtigheden i at passe godt på banerne og få ændret trænings- og spilkulturen i klubben, så der er mindst muligt slitage og unødvendige dyre reparationer på banerne.
I det daglige ser spillerne Alex, som arbejder ude på banerne, og de følger hans anbefalinger om, hvordan og hvor der må trænes. Alex har sat klare rammer op, som alle i klubben kender. Han har inddelt træningsområdet, hvorpå træningssessionerne cirkulerer, så slidtagen er mindst mulig, og han kan nå at foretage reparationer af græsset. Alex’ groundsmanarbejde er ikke kun synligt for Næstved Boldklub. Det har også offentlig bevågenhed. Når der spilles kampe på Næstved Stadion, så bemærkes og roses banekvaliteten af gæsterne og af fodboldkommentatorerne.
Tidligere assisterende landsholdstræner Peter Bonde, der nu er cheftræner i Næstved Boldklub har kun rosende ord om Alex Morenos dygtige groundsmanarbejde. Han fortæller, at ” Baneplejen er af høj kvalitet i klubben, og det mærker vi alle sammen. F.eks. så kan vi stadig her i det våde efterår træne på samme høje niveau, som ellers. Og det kan vi, fordi Alex går så dedikeret og fagligt ind i sit arbejde med at passe banerne og inddrager os andre i sit univers, så vi let kan følge hans anbefalinger”.
Peter Bonde fortæller videre, at han fra sine 10 år med landsholdet erfarede, at det er lige så vigtigt for spillerne at have en god bane at spille på både under kampe, men også under træningssessioner som god og nærende kost. Han siger; ”Når man spiller på en god bane, så får man et bedre spil og stemningen løfter sig. Gode forhold er lig med gode rammer og arbejdsbetingelser, og det bringer arbejdsglæde til spillere og trænere. Sådanne betingelser har Alex Moreno skabt i Næstved Boldklub”.
Peter Bonde afslutter med at sige; ”at for fodboldklubber der vil til tops, der er det afgørende at have en dygtig groundsman på lige fod med dygtige spillere. Faktisk må der hellere mangle en dyr spiller, hvis bare klubben har en god groundsman i stedet for”.