Det bedste ved uge 2 er ….
Hvad er det bedste ved uge 2 og hvad kan man egentlig tage med sig hjem og bruge i hverdagen? Jeg har stillet 4 hurtige spørgsmål til en række ”gamle kursister”. Måske kan det være til inspiration for andre.
Dorthe Riber Hansen, Teknisk Serviceleder, Rudersdal Kommune
Jeg tager til uge 2 fordi … det er spændende, så det er af interesse jeg tager afsted. Så er det også et afbræk i hverdagen, hvor jeg kan møde kollegaer.
Det bedste ved dagene er… åh, det er svært at vælge. Jeg synes, der sker noget fagligt på et ok niveau, hvor der er noget nyt. Det tilbud er der ikke ret mange andre steder.
Det er også super, at det er så langt væk, at vi skal bo der. Slettestrand et godt sted at komme til. Jeg kan godt lide, at vi kommer ud. Samtidig er det sociale godt. Jeg får snakket med mange mennesker også dem fra ens omegnskommuner.
Efter jeg er kommet hjem har jeg brugt… mit netværk. Vi har f.eks. byttet maskiner med Allerød Kommune. I hverdagen snakker vi om det, der er sket på seminaret og deler viden med hinanden.
Du skal tage til uge 2 fordi ….Jeg har tit opfordret folk til at tage med og det er meget individuelt, hvad jeg siger. Der er altid 3, der kan komme med hos os, 2 faste og så kan man byde ind på den sidste plads. Det er der bare ikke så mange der gør.
Nicklas Nielsen, Groundsman, Hjørring Kommune
Jeg tager til uge 2 for …at få ny viden og møde kollegaer fra hele landet og dele erfaringer med de andre
Det bedste ved dagene er… det faglige og så er det et fedt netværk vi har på kryds og tværs af landet. Jeg kan også godt lide at snakke med sponsorerne og se deres nyheder.
Efter jeg er kommet hjem har jeg brugt ….mit netværk. Når vi står og har et problem i hverdagen kan vi lige ringe til ham eller hende og høre om de har samme problem og få gode løsninger. Lige nu, hvor vi har meget vand, er det f.eks. rart, at kunne ringe til andre og høre: ”Kan I klippe? Hvad gør I? ”
Du skal tage til uge 2 fordi ….det er hyggeligt og sjovt, og så får man opdateret sin viden. Sidste år, hvor jeg var ansat i Frederikshavn Kommune, fik vi vores nye formand Anne Mette med, da det var helt nyt for hende at passe boldbaner. Vi synes, det var vigtigt, at hun fik set, hvad uge 2 er.
Preben Nielsen, Distriktsleder, Varde Kommune
Jeg tager til uge 2 … af to grunde. 1. for at få mere faglighed til mig selv og 2. for at få et netværk at trække på med hensyn til leverandører af maskiner og på plantesiden. Og så er der selvfølgelig også den sociale del.
Det bedste ved dagene er … den faglige sparring med kollegaerne i pauserne. Og nu lyder det næsten som om, at programmet ikke er vigtigt, det er det, men jeg får rigtig meget ud af at snakke med de forskellige mennesker i pauserne.
Efter jeg er kommet hjem har jeg brugt …. helt konkret har jeg brugt det vi lærte sidste år om at analysere græssammensætningen. 1. maj fik jeg overdraget vores hovedstadion i Varde og her har jeg været inde og analyse på, hvilke græsarter der var. Efterfølgende har vi valgt en anden græsfrøblanding end vi gjorde tidligere. Jeg blev også meget inspireret af at høre Århus og Københavns Kommune fortælle om, hvordan de håndterer affald. Særligt Århus Kommune har en interessant tilgang til opgaven. Det har helt konkret betydet, at vi har ommøbleret lidt på vores skraldespande her i kommunen, så de er kommet til at stå bedre.
Du skal tage til uge 2 fordi …. det er der, du finder de faglige personer, som ved noget om boldbaner.
Kurt Lundsgaard, Entreprenør, Egekærslund A/S
Jeg tager til uge 2 for …at få ny viden og møde mennesker, der laver det samme, som jeg gør. Jeg kommer også for at få nye ideer og blive bekræftet i, at det, vi går og gør, er i orden.
Det bedste ved dagene er… at få tanket ny viden og møde ligesindede. Det er også positivt, at vi er så langt væk hjemmefra. Vi kan ikke bare lige tage hjem og arbejde lidt, så vi kan lige så godt slappe af og være til stede, når vi nu er kommet.
Efter jeg er kommet hjem har jeg brugt ….de kontakter jeg har fået. Det er meget nemmere at ringe til en man har snakket med før end at skulle ringe og præsentere sig selv helt fra bunden af. Det er lidt ligesom, at vandet allerede er brudt, når man har mødt hinanden og snakket sammen før.
Du skal tage til uge 2 for …. at få tanket ny viden og komme et fagligt skridt videre. Uge 2 er også med til at åbne hverdagen op, så du tænker i nye muligheder og løsninger. Til hverdag går vi hver især i vores egen lille bås og gør det, vi synes, vi er gode til. Andre gør det måske på en anden måde. Det er godt at se og lære af. Det kan give inspiration til forbedringer, der ikke nødvendigvis koster flere penge.