Man ser dem sjældent, men alligevel bemærker man deres arbejde
Den 26. februar 2022 tog Brændekilde Bellinge Boldklub fusen på anlæggets to groundsmen. I al hemmelighed var en god del af klubbens medlemmer mødt op for at hædre de to groundsmen. Jeg har spurgt Henrik Madsen, administrator, hjælpetræner på U15 og frivillig i boldklubben, hvorfor de ville hædre de to groundsmen?
Af Karin Normann, Sekretariatet GAD. Foto Simon Munch Kirchhoff, Brændekilde Bellinge Boldklub
Foto: De to groundsmen Tonny Skovsted (tv) og Morten Hansen (th), var noget overraskede, da de den 26. februar ankom til Brændekilde- Bellinge Boldklub. Her var en hel del af klubbens medlemmer mødt op for at hædre de to groundsmen for deres frivillige arbejde med boldbanerne.
Hvorfor synes I, at de to groundsmen skulle hædres?
Vores groundsmen skulle hædres, fordi de lægger så mange frivillige timer i klubben; de ordner hegn, de slår græs, de kridter banerne, de river kunstgræsbanen mm. Mange af de opgaver de laver, foregår på tidspunkter, hvor ingen ser dem, så det kan godt gå lidt ubemærket hen, at de er der. Her i klubben har vi dog for længst bemærket deres arbejde. Vi er rigtig glade for kvaliteten af vores baner. Når vi har gæster på vores anlæg fra Fyn og Jylland er banernes kvalitet også noget de bemærker og roser. Dette gode arbejde med banerne ville vi gerne anerkende og vi ville gerne give noget igen til de to groundsmen, så de fik en klapsalve og en kurv med lidt lækkert til dem selv og familien.
Hvordan reagerede de to groundsmen?
Det var en meget stor overraskelse for dem. Vi tog virkelig fusen på dem. Morten Hansen takkede for anerkendelsen og sagde, at de i bund og grund gør det, fordi de godt kan lide arbejdet.