19 dec 2022

Tid til jordprøver

Efteråret og vinteren er et godt tidspunkt til at udtage jordprøver, hvis du kan komme i jorden for frost og sne!

Af Karin Normann, Sekretariatet GAD

Foto: Med et jordspyd kan du nemt udstikke en jordprøve fra din boldbane.

Når vækstsæsonen er slut, er det tid til at udtage jordprøver. Det er godt efterårs- eller vinterarbejde, hvis jorden ikke er frossen og dækket af sne!

Hver tredje år

For baner i almindelig drift er en god tommelfingerregel at jordprøver udtages og gødningsplanen justeres hvert tredje år. Hvis der ikke er nogle særlige udfordringer med væksten af græsset er det ofte nok at analyse for hovednæringsstofferne fosfor (Pt-fosfortal), kalium (Kt – kaliumtal) og magnesium (Mgt- magnesiumtal) samt reaktionstallet (Rt), der fortæller, hvor sur eller basisk jorden er.

Med en jordprøve får du et billede af hvilke næringsstoffer, der er plantetilgængelig og i hvilke mængder de optræder i jorden.

Hvordan udtager jeg en jordprøve?

Du skal bruge et jordspyd, en spand, en skruetrækker eller en anden tynd metalpind til at kradse jorden ud af spyddet med samt en pose eller en bøtte til jorden. Prøvebøtter kan du typisk rekvirere ved et laboratorie, hvis du har mange baner, du skal udtage jordprøver fra.

Lav en repræsentativ prøve

Du skal nu lave en repræsentativ prøve fra banen. Det gør du ved at udtage muld jævnt fordelt på hele boldbanearealet. Gå gerne i et W-mønster på de to banehalvdele og udtag ca. 20 stik med jordspyddet på arealer op til 1 ha. Hvor dybt skal jeg stikke med jordspyddet, tænker du måske? Jordprøven skal afspejle roddybden, som ofte er ned til 20 cm.

Mulden samler du i den medbragte spand. Inden du udtager den endelige prøve blander du ”cigarstumperne” godt sammen, så jordprøven bliver repræsentativ for hele banen. Du skal bruge 2 deciliter muld til hver prøve for at sikre, at der er nok til analysen i laboratoriet.

”Cigarstumperne” fra dine stik med jordspyddet samler du sammen i en spand. Inden du udtager den endelige prøve er det vigtigt at blande cigarstumperne godt sammen, så du får en repræsentativ prøve fra hele arealet.

Du slutter af med at mærke din jordprøve inden du indsender prøven til laboratoriet, så du kan adskille de forskellige prøver fra hinanden efterfølgende.

En sammenstykket jordprøve er nu klar til at sende i laboratoriet.