18 dec 2018

Eftersyn af lys på Bagsværd Stadion

Gladsaxe Kommune kunne i det tidlige forår 2018 konstatere, at der var ændrede lysforhold på kunstgræsbanen beliggende på Bagsværd Stadion. Anlægget består af én 11-mandsbane og én 7-mandsbane.

 Af Thomas Højgaard Jørgensen, områdeleder for udendørsanlæg, Idrætsanlæggene i Gladsaxe

Bagsværd Boldklub, som er hjemmehørende på Bagsværd Stadion, havde i en periode observeret, at lysforholdene havde ændret sig på kunstgræsbanen siden etableringen af anlægget i 2011. Klubben mente, at lyset var blevet ringere ind mod midten af banen. Gladsaxe kommune iværksatte derfor en undersøgelse af lysforholdene på anlægget. Målinger i foråret 2018 viste, at klubbens formodninger var rigtige. Lysniveauet var gået fra et gennemsnit på ca. 180 lux til kun at være 143 lux.

Hvorfor ændrer lysniveauet sig?

Der kan være flere årsager til, at lysniveauet ændrer sig på en bane. Lyskildernes alder spiller ind på lysforholdene. På Bagsværd Stadion er der metalhalogen lyskilder og de bliver slidt med tiden. Slidte halogenpærer giver ringere lys. Hvis man samtidig har gamle lyskilder blandet med nye, kan der opstå niveauforskelle i lyset på banen. På Bagsværd Stadion opdagede vi, at flere af lamperne havde rykket sig fra deres originale positioner i forbindelse med blæst/storm, hvilket resulterede i at de ikke pegede i den korrekte retning og ikke gav det forventede lys. Vi har nu fået samtlige lyskilder skiftet og lamperne er blevet justeret tilbage til deres korrekte positioner.

Andre gode ting at huske

Belært af erfaringen fra Bagsværd Stadion kan jeg kun anbefale, at man får lavet eftersyn på sine lysmaster. Husk også at renholde el-skabene med eksempelvis støvsugning og sørg for, at de er tætnet ift. vandindtrængning.