Klar til VAR
Hvis du ikke allerede har haft besøg på stadion af produktionsselskabet, der drifter NEP, der producerer videodommer-delen til VAR – Video Assistant Referee, så får du det snart.
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
I foråret blev udrulningen af VAR ligesom alt muligt andet lukket ned på grund af Covid-19. Martin Tilsted-Petersen, Divisionsforeningen fortæller: ”Produktionsselskabet har nu genoptaget arbejdet og de vil komme forbi superliga-stadions i den nære fremtid for at måle højdekurver, længde og bredde på banerne, så de kan kalibrere VAR. Vi håbe,r I vil tage godt imod landmåleren, som kommer op til sæsonstart for at opmåle banen”.
Heldagstest på Slagelse Stadion
Den 7. september spiller superligaen 4 kampe i streg på Slagelse Stadion for at teste VAR. Groundsman Sten Bartelsen, Slagelse Kommune fortæller: ”Det er mange kampe stadion skal lægge ryg til på en enkelt dag og der kommer et massivt pres på banen. Jeg har derfor overvejet, hvordan vi griber situationen an. Da jeg for år tilbage var i England med Groundsman of the Year, så jeg hvordan 10 groundsmen rettede opspark og skridskader op i spillerpausen på Tottenhams gamle Stadion White Hart Lane. Det har jeg tænkt mig at sætte i værk her på Slagelse Stadion. Jeg har derfor indkøbt 16 gravegrebe og fået dem passet til, så der er 3 tænder på hver af dem. Slagelse Kommune sætter banen op til første kamp og så vil frivillige fra klubben (Slagelse Boldklub og Idrætsforening) tage over og hjælpe med til at rette skaderne op mellem kampene. Så håber jeg, vi kan være med til at give spillerne en god oplevelse og skåne banen mest muligt.