Mindeord for Thomas Spuur Jørgensen
Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at Områdeleder og Groundsman Thomas Spuur Jørgensen er gået bort onsdag den 2. marts 2022 efter kort tids sygdom.
Thomas blev ansat på Gladsaxe Stadion 1. april 2004 som teknisk servicemedarbejder på det grønne område. Thomas fandt hurtigt ud af, at han havde fundet den rette hylde, han elskede arbejdet med græs og skabe de bedste fodboldbaner til gavn for brugerne. I 2009 blev Thomas forfremmet til leder af udendørsområdet. Thomas startede derefter på uddannelsen som Groundsman, han ville være dygtigere til arbejdet med området.
Thomas var med til at stifte Groundsman foreningen GAD den 1. december 2011 og blev valgt ind i bestyrelsen. Thomas startede som sekretær, derefter næstformand og i 2019 blev han valgt som formand. Thomas engagerede sig meget i foreningen og var en af drivkræfterne ved det årlige uge 2 seminar.
Thomas blev udnævnt til æresmedlem af foreningen som den første i februar 2022, en udnævnelse som gives til de medlemmer som har ydet en særlig indsats for foreningen og udbredelse af viden omkring græs og græspleje.
Thomas fik sit uddannelsesbevis som Groundsman i 2018. Inden da var der mange kolleger der drillede ham med, at han nok var evighedsstudent. Alt sammen med et smil, for Thomas havde allerede vist sine evner.
Gladsaxe Stadion kom med i et projekt ”Bedre baner” hvor alle superligaklubber og udvalgte 1. divisionsklubber fik tilbuddet om at få testet banerne nogle gange om året. De personer som testede banerne af var et hold Englændere som rejser rundt i hele Europa og tester baner i de bedste ligaer.
Her får banerne et antal stjerner, hvor 5 er det bedste. Storklubberne i Europa får alle 5 stjerner, Real Madrid, Barcelona, Manchester United og Manchester City.
Jeg mener, vi fik 3½ stjerne første gang vi blev bedømt, og da alle danske baner var testet, udtalte det Engelske team, at der var plads til forbedringer, men en 5-stjernet bane kom aldrig på tale i Danmark, det var budgetterne på Danske stadions for små til. Thomas arbejde sammen med sit personale omkring de anbefalinger, som han fik på testen, og i 2013 blev Gladsaxe Stadion den første fodboldbane i Danmark med 5 stjerner takket være Thomas og hans medarbejdere.
Denne præstation blev honoreret med, at Thomas i 2014 blev udnævn til ”Groundsman of the Year”, velfortjent og helt enestående præstation.
Thomas var fagligt rigtig dygtig, en liga for sig, og han blev flittigt brugt af kolleger omkring i landet med faglige spørgsmål. Sandmosen brugte også Thomas som underviser, hvor han fik stor ros for hans måde at formidle det faglige på. Jeg tror ikke jeg skyder helt forkert, når jeg påstår, at Thomas nok var en af landets dygtigste på sit felt til at få teori og praksis til at gå op i en højere enhed.
Jeg har gennem 11 år haft en fantastisk medarbejder/kollega/ven i Thomas. Det er lige før, at jeg vil påstå at jeg har været i kontakt med Thomas hver eneste dag – ofte på mail, men også telefon, uanset om han var fraværende på grund af kursus, sygdom, undervisning, GAD eller udlandet, så holdt vi kontakt. Nærheden var der altid, også når det var på langdistance.
Thomas blev 48 år og efterlader sig sin ægtefælle Mette, deres fælles barn, samt barn og barnebarn fra tidligere forhold. Bisættelsen Finder sted fra Gladsaxe kirke, dato udmeldes når den er fastlagt.
Æret være Thomas minde
Lars Køhler,
Stadioninspektør
Idrætsanlæggene i Gladsaxe
–
Kære alle
Thomas havde et sidste ønske, som han delte med Lars Olsen og undertegnede.
Thomas ønskede, at man i stedet for at sende blomster til hans begravelse kunne indbetale pengene til blomster på en konto, så pengene kunne komme hans kone Mette og deres datter Sofia til gode.
Hvis du ønsker at indbetale et beløb, kan du gøre det på Mobilepay: 24 81 81 01 (Karin Petersen).
Så sørger GAD for at pengene bliver samlet sammen og sendt til Mette og Sofia.
Med venlig hilsen
Karsten Paaske