Ny og bedre uddannelse
En af GAD´s store mærkesager er uddannelse. Det er afgørende for foreningen, at uddannelsen afspejler de aktuelle behov, der er i branchen. Kun på den måde kan nyuddannede groundsmen varetage hverdagens arbejdsopgaver på bedste vis.
I løbet af året har GAD´s uddannelsesudvalg derfor deltaget i en række møder og er kommet med input til forbedring af groundsman uddannelsen. Arbejdet er foregået i et adhoc udvalg under ”Det faglige udvalg”, hvor også Greenkeeperforeningen, Dansk Golf Union, Danske Anlægsgartnere, 3F og Skolerne har deltaget. Udvalget har arbejdet sig frem til, at de vil indstille følgende ændringer til undervisningsministeriet:
Mere om maskiner og gødning
Maskiner er i dag en meget væsentlig del af hverdagen for en groundsman. De 4 fag materialeforståelse, hydraulik, reparationssvejsning og grønne entreprenørmaskiner ønskes nedlagt og der udvikles i stedet et nyt fag ”Grundlæggende maskinkendskab” på 3 uger. Faget skal dække maskinforståelse, strategi, betjening, kendskab og håndtering af maskiner.
Mere ”Græs, vækstforhold, pleje og gødning”
Faget ønskes udvidet med en hel uge, til 4 uger, da der er et stort behov for at øge kendskab til græs, jord, gødning og planteernæring. Et øget fokus på disse emner vil give groundsmen et bedre grundlag for valg af gødningsprodukter, frø mv. samt en større forståelse for den daglige græspleje. Udvidelsen hentes bl.a. ved at nedtone plantekendskab, beplantninger, læhegn og beskæring mv.
Kunstgræs
Faget kunstgræs ønskes ændret til også at omhandle hybridgræs, da det er et produkt som vinder mere og mere frem. Groundsmen bør derfor have kendskab til begge produkter og anvendelsesområder.
Arbejdsmiljø -en naturlig del
Der ønskes mere fokus på arbejdsmiljø. Udvalget ønsker at arbejdsmiljø skal indgå i grundforløbet, og herefter fortsættes på hovedforløbene, således at det bliver en naturlig del, at bruge værnemidler, maskiner og ergonomi korrekt.
Ny svendeprøve
Udvalget ønsker også at give svendeprøven et brush up. Inden længe skal der udarbejdes fælles nye rammer for såvel svendeprøven på greenkeeper og groundsman uddannelsen. Indtil videre ser det ud til at den skriftlige teori opgave udgår, og erstattes med en case opgave, som skal tage udgangspunkt i den praktiske opgave.