Ny rapport om “Bekæmpelse af ukrudt på belægninger og bekæmpelse af invasive arter”
I 2018-2019 blev 15 kommuner rundt i landet spurgt om, hvordan de bekæmper ukrudt på belægninger og bekæmper invasive arter. Interviewene er nu nedskrevet på papir. Det er vigtig viden til deling *.
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Rapporten giver indblik i kommunernes bekæmpelsesstrategier, deres effekt og udfordringer med deres gennemførelse, samt bevæggrundene for at sprøjte på befæstede arealer og mod forskellige invasive arter.
Inspiration til kommunerne
I rapporten finder du løbende eksempler fra praksis i de 15 kommuner. Eksemplerne skal tjene som inspiration til kommunerne i forbindelse med deres overvejelser om fremtidig bekæmpelse af ukrudt på belægninger og af invasive arter.
Undersøgelsen viser, at bekæmpelse af ukrudt på belægninger og af invasive arter bliver varetaget på mange forskellige måder. Hver enkelt kommune har sin egen strategi for bekæmpelse. De forskellige bekæmpelsesstrategier giver forskellige erfaringer med metoder og deres effektivitet.
Erfaringerne med bekæmpelsesmetoder er bl.a. afhængige af kommunens kvalitetskrav. Kommuner med meget høje kvalitetskrav kan have oplevet dårlige erfaringer med én type bekæmpelsesmetode, og en anden kommune med lavere kvalitetskrav kan have oplevet god erfaring med samme metode. Når man sammenligner metoder, er det vigtigt at have in mente.
Vidensdeling en vigtig sag
I rapporten kan du finde kontaktdata på kommunerne, så du har mulighed at kontakte den enkelte kommune og spørge ind til deres erfaringer med et pågældende problem.
Måske kan de forskellige eksempler i rapporten inspirere dig til at stille nye spørgsmål til din egen praksis? Hvornår gasbrænder du på dit anlæg? Kan vinterbrænding minimere ukrudtstrykket hos jer? Kan fugerne med fordel forsegles? Eller skal jeg købe en lille eldreven kost, som jeg kan holde kanterne på kunstgræsset rene med? Jeg kan ikke svare dig, men måske du kan blive inspireret af eksemplerne i rapporten til selv at få ideer og stille flere spørgsmål? Du finder rapporten her
*Rapporten er udarbejdet af Anne Mette Dahl Jensen, KU, for Miljøstyrelsen og skal være med til at skabe et fagligt grundlag for kommende drøftelser mellem Miljøministeren og de politiske aftaleparter bag Pesticidstrategi 2017-2021 og de efterfølgende drøftelser mellem ministeren, Danske regioner og KL om et evt. tillæg til aftalen om udfasning af pesticidforbruget på offentlige arealer.