Nye ideer spirer på Skills
Fra den 2. til 4. februar 2023 blev der afholdt DM i Skills i Fredericia. For tredje gang i træk var greenkeeper- og groundsmanuddannelsen med som prøvefag.
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Her dyster omkring 300 unge fra de forskellige fag om at blive landets bedste. Greenkeeper og groundsmanuddannelsen var for tredje år i træk med som prøvefag. Den fine stand var kommet i hus med bidrag fra Vilvorde, Roskilde Tekniske Skole, Sandmoseskolen, Dansk Golf Union, Grenkeeper- og groundsmanforeningen.
Den første jeg møder på standen er faglærer Keld Kristensen, Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde. Han siger: Ja, jeg ærgrer mig. Nå hvorfor, spørger jeg overrasket. Jo, prøv og se, fortsætter Keld, og tager mig med over til anlægsgartnernes arbejdende stand. Anlægsgartnerne har lavet sådan nogle skilte med en lille beskrivelse af de elever, der går og arbejder på standen. Det er da en smaddergod ide. Det bliver jo meget mere vedkommende, når de besøgende kan læse lidt om hver elev. Jeg ærgrer mig bare over, er det ikke er mig, der har fået den ide, smiler Keld og han fortsætter: De unge har virkelige mange gode ideer. Det er jo ikke os gamle, der skal komme med ideerne, siger Keld til mig og kigger anerkendende på mit grå hår, nej de unge har så mange gode ideer, dem skal vi da gøre langt mere brug af, når vi arrangerer sådan en stand som denne her.
Og Keld fortsætter: Eleverne kunne godt tænke sig at få mere aktivitet på standen. Vi har snakket om at have en maskine med, men hvilken skal vi så vælge, for der er jo mange leverandører? Det er svært at tage en maskine ind fra én leverandør for hvad med de andre leverandører. Forfordeler vi så en frem for en anden? Jeg tygger lidt på Kelds argument og tænker, at i andre sammenhænge i foreningsarbejdet, da gør DGA og GAD brug af leverandørerne lidt på skift fra år til år, så jeg svarer: Kunne man ikke lave en turnus, hvor man det ene år låner en maskine fra en leverandør og så bliver det en ny leverandør næste år osv. Så vil alle blive tilgodeset hen over tid, spørger jeg? Jo, det kunne måske være en løsning, svarer Keld.
På standen møder jeg Mads Pihl Nielsen, groundsmanelev fra Københavns Kommune. Jeg er nysgerrig på hvem han er og hvorfor han har valgt at uddanne sig til groundsman.
Hvorfor valgte du at gå i lære som groundsman?
Jeg var egentlig SOSU-hjælper, men det gad jeg faktisk ikke. Jeg har altid været meget optaget af fodbold, men ikke særlig god til at spille det selv, så jeg tænkte, at hvis jeg nu kunne arbejde med boldbanerne, så ville det smage lidt af fodbold alligevel. Jeg vidste bare ikke, hvad uddannelsen hed, så jeg søgte på nettet og fandt noget omkring uddannelsen på TECHCOLLEGE i Aalborg. De henviste til Sandmoseskolen og på den måde fandt jeg frem til mere om uddannelsen.
Hvad giver det dig at være groundsmanelev?
Jeg kan godt lide at banerne er i orden. Jeg kan gode lide at lave et godt stykke arbejde og stå med et produkt, som jeg selv er tilfreds med og stolt af. Det giver en stor tilfredsstillelse. Det er også en stor tilfredsstillelse at se, når klubberne er glade for det arbejde, jeg laver.
Og så kan jeg godt lige at bruge den teori, jeg får på skolen, når jeg kommer hjem på anlæggene. Jeg kan godt lide at brug min teori til at sætte nogle processer i gang og se en udvikling. Groundsmanfaget handler jo om meget mere end blot at klippe græs, men det er der bare ikke mange, der ved. På nuværende tidspunkt er groundsmanfaget et fag i udvikling. Det kan jeg også godt lide. Vi lærer af hinanden på tværs af landet. I København har vi andre vilkår end i Jylland, det er der meget at lære af. Og så har jeg fået et godt socialt netværk på min arbejdsplads, det betyder meget for mig.
Hvad har I med her på standen?
Her på Ipad´en kan du prøve vores kahoot med spørgsmål omkring fagene og herovre på den lille rampe kan du prøve at potte. Så kan du vinde en fodbold eller en æske med nogle pastiller, hvis du altså kan rammet hullet, smiler Mads og fortsætter: Jeg så noget smart nede på standen ved landbrugsuddannelsen. Her havde de udstillet nogle glasrør med de forskellige kornarter. Den ide kunne vi da også bruge. Ved at udstille de forskellige græsarters frø eller nogle græsprøver, så tror jeg, det ville være nemmere at få en snak i gang med de besøgende. Vi bruger faktisk mange forskellige græsarter på idrætsanlæg og golfbaner, men det har folk ikke kendskab til. Vi kunne også have billeder af forskellige sygdomme med, så kunne vi få en snak om, hvad vi gør for at forhindre sygdomme i at udvikle sig og hvordan vi renoverer arealerne. Vi kunne også have nogle jordprofiler med. Det ville kunne give en snak om vores plejestrategier og hvorfor vi plejer anlæggene som vi gør.
Et fag med stor bredde
Mit interview er nu slut. Det summer i mit hoved imens jeg går tilbage ned igennem hallen for at finde udgangen. Hvad var det Mads sagde…. faget handler jo om langt mere end bare at klippe græs, men det er der ikke mange der ved…. Jeg ser på de forskellige stande på min vej. De fede stande er der, hvor der er liv og arbejdende værksteder eller måske et overraskende element. Ja, et overraskende element gør sig godt på en stand. Måske nogen kunne skaffe en udstoppet grævling, ugle eller ørn? Så kunne man få en snak om emner som biodiversitet, bæredygtighed og klimatilpasning for at skabe opmærksomhed omkring bredden på groundsman- og greenkeeperfaget? Biodiversitet, bæredygtighed og klimatilpasning er jo også problematikker, som den moderne groundsman beskæftiger sig mere og mere med og som har den nye generations bevågenhed.