Verdens største plænegræskonference i København
For første gang nogensinde vil verdens største plænegræskonference blive afholdt i Danmark i dagene fra den 10.-15. juli 2022. Her får du lidt inspiration til forskellige faglige indlæg og tekniske ture, som du kan tilmelde dig.
Af Karin Normann, Sekretariatet, GAD
Verden største plænegræskonference afholdes i regi af The International Turfgrass Society (ITS), der er en non-profit videnskabelig organisation grundlagt i 1969 for at fremme forskning og uddannelse inden for plænegræs. ITS arrangerer konferencer hvert fjerde år. I 2022 er det den nordiske forskningsfond STERF´s (Scandinavian Turfgrass and Environment Research Foundation) tur til at være vært for en konference i København den 10.-15. juli 2022.
To dage målrettet praktikeren
Ud over den videnskabelige del af konferencen er der to dage særligt målrettet praktikeren. Fokus her er på praksisnær forskning, hvor forskningsresultaterne kan bruges direkte i den daglige drift af grønne områder.
1. Praktikerens Dag
Tirsdag den 12. juli er der Praktikerens Dag. Her vil der være indlæg på engelsk om topaktuelle emner, der er målrettet idrætsanlæg, men også golfbaner. Vi skal bl.a. høre om følgende emner:
Teknologi
- Lysterapi. Der er en stigende interesse for brug at vækstlys på fodboldstadions.Hvilke lampetyper skal man bruge? Hvilke typer af lamper egner sig bedst til de forskellige græsarter?
- Praktiske erfaringer med 5 års drift af klipperobotter fra Bærheim Golfklub, Norge.
- Erfaringer med brug af luftfotos og termisk kamerateknologi. Hvad kan vi bruge teknogien til?
- Kan mekanisk ukrudtsbekæmpelse kombineres med klipning?
Skadedyr og ukrudt
- Regnorme er svære at kontrollere. Ormeskud er med til at forringe overfladens kvalitet. Hvilke metoder kan holde ormene i ave?
- Hvordan kan jern bruges til at kontrollere kløver og mælkebøtter
Fremtidens græsarter
- Hvilke græsarter og blandinger skal jeg vælge for at kunne pleje banen bæredygtigt med mindre gødning, klipning, vanding og brug af pesticider?
- Kortlægning af vækstvilkårene på stadion for at sikre bedre betingelser for græsvækst.
Tørke og slid
- Hvilken indflydelse har slid på græssets blade, rødder og vækstlaget under tørke?
- Hvor godt klarer græsarterne sig under tørke ved forskellig klippehøjde?
2. Tekniske ture
Onsdag den 13. juli har du mulighed for at komme på en ekskursion til et udvalg af forskellige golfbaner, stadions, parker, forsøgs- og forskningsinstitutioner. Der er 5 forskellige ture at vælge imellem. Her kommer en kort oversigt over turene:
Tur nr. 1 : Århus Universitet, Flakkebjerg og SCANTURF, Tystofte
Tur nr. 2: Rosenborg Slotshave og Hørsholm Golfklub
Hør hvilke plejestrategier driften i Rosenborg Slotshave gør brug af på plænegræsarealer med hårdt slid fra tusindvis af besøgende. Hørsholm Golfklub er CEO miljøcertificeret. Hør hvordan processen med miljøcertificering har været og om pesticidfri pleje af en golfbane.
Tur nr. 3: Parken og Furesø Golfklub
I Parken kan du høre om udfordringer med græspleje på et multi-use fodboldstadion, hvor græsset bliver udsat for lidt af hvert og hvor sollys er en stærkt begrænsende faktor. I Furesø Golfklub er der fokus på miljøarbejde. Klubben var den første golfbane i Danmark, der vandt Golfsportens Natur- og Miljøpris. Hør også om hvordan forskningsresultater kan bruges til planlægning af den daglige pleje af golfbanen.
Tur nr. 4: Amager Bakke og Københavns Golfklub
Amager Bakke tilbyder en række outdoor aktiviteter på taget af Amager Forbrænding. Her kan man løbe på ski, kælke eller klatre. Hør om hvilke udfordringer der er med at bygge et vækstlag på dette specielle anlæg Københavns Golf Klub ligger i Dyrehaven nord for København. Hør om hvordan den multifunktionelle rødsvingelbane drives uden brug af pesticider og med mange krondyr på banen.
Tur nr. 5: Brøndby Stadion og Smørum Golfklub
Brøndby Stadionbane er opbygget over en hybridgræs-tæppe løsning. Hør om hvordan banen plejes. Smørum Golfbane er en rødsvingelbane, som plejes med et minimum af input. Du kan bl.a. høre hvordan banens rough plejes ved hjælp af dyrehold.
Tur nr. 6: Ljunghusen Golfbane og Malmø Stadion
Malmø Stadion er hjemmebane for klubben Malmö FF. Hør om banepleje af en elitestadionbane. Ljunghusen golfbane ligger tæt ved Falsterbo i Sydsverige. Hør om baneplejen og de udfordringer en kystnær bane kan have bl.a. med saltpåvirkninger fra havet.
Alle ture ender hos DLF´s forskningsstation i St. Heddinge på Stevns
Kan jeg nøjes med at deltage en enkelt dag eller to og hvad koster det?
Ja, det er muligt at tilmelde sig Praktikerens Dag separat. Prisen for denne dag er 135 € (lige omkring 1000 kr.) til og med den 15. april. Herefter stiger prisen til 160 €, så hvis du er ude i god tid, er der penge at spare. I denne pris indgår forplejning i løbet af dagen samt middag om aftenen på Furesø Golfklub.
Du kan også tilmelde dig Praktikerens Dag samt en teknisk tur onsdag den 13. juli. Pris for begge dage er 175 € (ca. 1300 kr.), hvis du booker senest den 15. april.
Du kan finde flere informationer om konferencen og tilmelde dig her www.ITRC2022.org.