Grundvandet stiger
Klimaændringerne varsler varmere vejr. Varmere luft kan indeholde mere vanddamp og derfor vil det give mere regn. Det er baggrunden for, at GREUS* varsler højere grundvandsstand og det allerede frem mod 2050. Mere regn vil fylde grundvandsmagasinerne op, samtidig med at ekstremvejr med monsterregn vil optræde hyppigere. Mon alle vores gamle boldbaner er klar til at tage så meget vand? Sikkert ikke, selv om det nok ikke bliver så slemt som på billedet.
*De Nationale Undersøgelser for Danmark og Grønland. GEUS er geologisk datacenter og udfører undersøgelser, forskning, rådgivning og kortlægning.
Af Asbjørn Nyholt, hortonom og græskonsulent
Efter det meget våde år 2017 blev der mange steder fundet drænkort frem, gamle dræn blev spulet, sandfang renset og der blev lagt planer for nye drænprojekter. Med den usædvanlige tørre sommer 2018 blev mange af disse planer lagt ned i skuffen igen, men var det mon klogt? Det var det ikke, hvis man lytter til GEUS klimamodeller. Modeller der forudsiger, hvordan klimaet vil udvikle sig langt ud i fremtiden. I dag ligger grundvandsstanden i større dele af landet blot 1- 2 m under terræn. Ved brug af den ’vådeste’ af klimamodellerne vil grundvandsstanden stige over hele landet, og typisk med op mod en meter, mens man i mindre dele af landet forventer stigninger af grundvandsstanden helt op til 3-4 m. Hvordan det ser ud i dit område, kan man se her
Dræning og fremtiden
Kommunerne har længe lagt planer for, hvordan vi sikrer os mod stigninger i havvandet, mens fokus på stigning i grundvandsstanden har ikke været lige så stor. Dræning er en langsigtet investering, der skal ligge i jorden og løse sin opgave i mindst en generation og ofte længere. I det perspektiv når vi hurtig frem til 2050. En række spørgsmål melder sig: Kender du placeringen af jeres eksisterende dræn med tilhørende drænbrønde? Får I regelmæssigt tilset, vedligeholdt og renset sandfangsbrønde og dræn? Hvor meget vil grundvandet stige i dit lokalområde? Er det forventeligt, at den eksisterende dræning kan holde trit med grundvandsstigningen? Vil der være behov for supplerende dræning? Skal der drænes på ny? Hvad sker der med vandstanden i recipienten, vil der forsat være frit afløb fra drænet? Spørgsmål der kan give grobund for eftertanke en regnvejrsdag i november.
Kilde: Geoviden nr. 2 juni 2019.