Ja, hvem er ham Jørn?
Wiedenmann New Groundsman of The Year 2017 gik denne gang til Jørn Bertelsen faglig leder for Idræt i Allerød kommune. Indstillingen tog afsæt i Jørns store interesse og engagement for groundsmanfaget. Der stod bl.a. i indstillingen: ”Jørn er en meget engageret person i sit virke i Allerød kommune. Han er meget nysgerrig og søgende efter ny viden, samtidig med at han meget gerne vil erfaringsudveksle med kollegaer”. I telefonen præsenterer han sig blot som Jønne.
Hvad tænkte du, da dit navn blev råbt op til GAD´s årsmøde?
“Jeg tænkte: Ja, hvem er ham Jørn? Og så kiggede jeg rundt i salen for at se, hvem der ville rejse sig. Det var der ingen der gjorde. Min sidemand ved bordet, Benny (Jørgensen, Rudersdal Kommune), vendte sig om og smilede til mig og klappede og da gik det op for mig, at det var mig, der var årets groundsman”.
Hvad betyder det for dig at have fået prisen som årets groundsman?
“Det er stort. Lige da jeg havde fået prisen, var der flere, som jeg ikke kendte, som kom hen og lykønskede mig og efter jeg er kommet hjem, har jeg fået mange lykønskninger tilsendt. Selv mine holdkammerater på fodbold-veteranholdet kommer nu hen til mig og vil høre mere om, hvad en groundsman laver? Min tekniske chef her i Allerød Kommune har kontaktet Frederiksborg Amtsavis, så jeg skal også interviewes af dem.
Hvordan er du havnet her, hvor du er i dag?
“Oprindelig er jeg uddannet maskinsnedker. Men da jeg kom tilbage fra Søværnet, hvor jeg aftjente min værnepligt, var det svært at finde arbejde. Alt blev på det tidspunkt CNC-styret og produktionerne opslugt af store fabrikker i Jylland. Lige fra jeg var helt lille af, har jeg været engageret i fodbold og håndbold og jeg kom meget på Lynge Idrætsanlæg. Da de søgte en ny teknisk servicemedarbejder tilbage i 98, søgte jeg stillingen. Og her fra har det bare udviklet sig.
I dag er vi 5 fuldtidsansatte plus en ekstra mand i sæsonen i team Park og Vej, Idræt. Vi har driften af alle udendørs idrætsfaciliteter i kommunen.
Ud over den daglige drift prøver jeg også hele tiden at optimere på vores arealer. Jeg har altid projekter i skuffen. Det er alt lige fra anderledes læbælter til optimering af slidfordeling. Lige nu kører et projekt, hvor vi forsøger at genbruge sandet fra legepladserne i kommunen til vores nye multibeachbane. Det kan jeg se, der er en driftsbesparelse i.
Jeg arbejder også med i de forskellige brugerråd, hvor jeg sidder som repræsentant for driften. Vi afholder bl.a. evalueringsmøder med brugerrådene, hvor vi ser på, hvad der har været godt og hvad vi ikke skal gentage i den kommende sæson. Det er en meget vigtig og givende dialog”.
Hvad er du særligt stolt af?
“Jeg er særligt glad for det nye kunstgræstæppe vi anlagde sidste år. Vi havde en udtjent TPE kunstgræsbane fra 2009, hvor vi genbrugte alt det vi kunne af hensyn til miljøet, men også for at holde udgifterne nede. Ved at tilbagekøbe vores eget TPE og kvartssand og supplere med genbrugs TPE og kvartssand fra Holland, kunne vi holde tilbagekøbsprisen nede med en besparelsesfaktor på ca. 4,7 i forhold til nyindkøb. Denne besparelse gav os mulighed for at forhøje græs-fiberen fra 40 til 45mm.
Omlægningen af kunstgræsbanen har været en rigtig god proces, som jeg synes er endt med en fin og visuel flot bane. Projektet blev lavet som et samarbejde mellem Park og Vej, rådgiver og Team, Idræt. Jeg insisterede på at være med, da jeg mener, det er utroligt vigtig, at kommunerne tager driften med ind over projekter og nyanlæg, for at minimere fejl, som kan være uhensigtsmæssige i forhold til driften og brugernes samlede oplevelse”.
Har I hos jer har haft en særlig udfordring, som I har fundet en god vej på?
“Jeg er glad for og stolt af, at vi har kunne holde skruen lige i vandet trods mange omstruktureringer siden 2010. Det er lykkedes os at vedblive med at være udviklende under disse processer – og det er ikke så nemt. Som jeg ser det, har løsningen ligget i den gode kommunikation vi har og medarbejdere, der brænder for opgaven. I Allerød Kommune har vi opbygget en stor faglighed i de forskellige teams i Park og Vej. Vi sparrer med hinanden på kryds og tværs, det sætter jeg stor pris på. Og så har jeg selv et super godt team, som husker mig på, at ikke alle mine projekter kan realiseres på en gang”, griner Jønne.